Elektronikaffald får tag på

Nyhed

Byggeriet af nye overdækninger på Genbrugspladsen giver byggerod et par uger

Fra mandag den 30. april og et par uger frem vil kunderne på Skibstrup Genbrugsplads opleve, at der bygges nyt på pladsen. Det er området i midten med de små stålbure til elektronikaffald og hjørnet med Genbrugsen – som også bruges til oplag af fyldte bure - der får etableret en fast overdækning, så affaldet kan stå tørt hele året rundt.

Byggeriet begynder for alvor i uge 18 og forventes at være færdiggjort i løbet af et par uger. I byggeperioden vil det stadig være muligt for kunderne at komme af med elektronikaffaldet. Modtageområdet bliver flyttet til et andet sted på Genbrugspladsen.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at byggeriet kommer til at genere kunderne mindst muligt, men lidt byggerod kan ikke undgås. Er kunderne i tvivl om, hvor de skal aflevere elektronikaffaldet de næste par uger, står vores personale på Genbrugspladsen, som altid, klar med vejledning”, siger Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder i Affald & Ressourcer i Forsyning Helsingør.

Overdækning af elektronikskrot som skærme, computere og små husholdningsapparater skal forhindre risiko for udvaskning af miljø- og sundhedsskadelige stoffer til kloakken.