Festlig kulturnat på renseanlæg med rundvisninger og garageband

Nyhed

For 3. gang deltog Forsyning Helsingør i Kulturnatten med åbent værk og toner fra den lokale musikskole.

Kulturnatten 2023

Normalt er der meget stille på Helsingør Renseanlæg. Spildevand ledes fra bassin til bassin, mens det renses mekanisk, kemisk eller biologisk, inden det ledes ud i Øresund. Undervejs produceres slam til energi og landbrugets marker. Kun mågernes skrig bryder stilheden.

Sådan var det ikke i fredags, hvor der var kulturnat i byen. Her havde Forsyning Helsingør åbnet dørene til renseanlægget og inviteret borgerne inden for til rundvisninger på værket – og musik i en af de store garager. Her spillede elever fra Helsingør Musikskole – MGK – tre minikoncerter med kendte jazzklassikere.

Det blev en helt særlig og uforglemmelig aften – med festlig stemning – og mange nysgerrige og interesserede borgere, der fik et unikt indblik i livet bag de flotte bastionsmurer rundt om Helsingør Renseanlæg.

Tak til alle tilmeldte borgere – og til eleverne fra Helsingør Musikskole – MGK.

Se fotoreportage her forneden.