Første etape af nyt indsamlingssystem for husholdningsaffald starter til september

Nyhed

Enfamilieboliger begynder med at sortere husholdningsaffaldet i september 2019 og foråret 2020. Derefter følger sommerhuse og Middelalderbyen.

I løbet af 2019 begynder kunderne i enfamilieboliger rundt om i kommunen at sortere deres husholdningsaffald i flere fraktioner; mad, metal, plast, pap/papir og restaffald. Det har Byrådet besluttet tidligere i år. Men udrulningen af nye affaldsbeholdere og nyt indsamlingssystem bliver rykket. Planen var, at første etape med enfamilieboliger skulle sættes i gang 1. maj 2019. Nu bliver det i stedet til september.

Dette skyldes lang sagsbehandlingstid i forbindelse med opnåelsen af nødvendige tilladelser og godkendelser fra Miljøstyrelsen og med at få det nødvendige antal to-delte renovationsbiler klar. Det gælder ikke mindst miljøgodkendelsen af et anlæg på Skibstrup Affaldscenter, hvor nye affaldsfraktioner skal omlastes fra renovationsbiler til containere. Da godkendelsen fra Miljøstyrelsen ikke er modtaget endnu, står det klart, at anlægget ikke kan være klar til drift til foråret 2019, hvor kundernes sorterede affald ellers skulle være modtaget.

”Det er vigtigt, at kunderne tager godt imod det nye indsamlingssystem, og får en god oplevelse allerede fra dag ét med at sortere affaldet. Derfor har det været nødvendigt at udskyde første etape af udrulningen med lidt over fire måneder. Efter sommerferien vil de første enfamilieboliger få nye beholdere, så affaldet kan sorteres i flere fraktioner – og snart følger hele kommunen med. For vi skal nå det fælles mål om, at 50 procent af husholdningsaffaldet bliver genanvendt i 2022”, siger Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Forsinkelsen kommer da heller ikke til at rokke ved den overordnede tidsplan, hvor det nye indsamlingssystem forventes udrullet i hele kommunen inden udgangen af 2020.

Tidsplan med flere etaper

Første etape, som -  primært dækker enfamilieboliger med egne affaldsbeholdere forventes at starte den 17. september 2019 og anden etape følger i foråret 2020. Alle vil få et brev inden, så den enkelte husstand ved mere præcist, hvornår de nye beholdere kommer.

Derefter følger sommerhuse inden påske 2020 og boliger i Middelalderbyen ved udgangen af 2020.

Etageboliger og andre boligtyper, der skal have fælles affaldsløsninger, vil blive tilsluttet løbende i hele perioden.

Læs mere om det nye indsamlingssystem her.