Første skridt på vejen mod lokal solcellepark

Nyhed

Forsyning Helsingør har bedt Helsingør Kommune om at udarbejde en lokalplan, der giver mulighed for at etablere en solcellepark ved siden af Skibstrup Affaldscenter.

none

Arealet, som ønskes brugt til en kommende solcellepark, er i dag landbrugsjord i drift.

Forsyning Helsingør ønsker at etablere en solcellepark på omkring 50-60 hektar ved Skibstrup Affaldscenter til produktion af grøn strøm. Derfor er Helsingør Kommune blevet bedt om at udarbejde en lokalplan for en solcellepark på det konkrete areal. Hvis alle tilladelser kommer i hus er det planen at opføre en solcellepark med en samlet kapacitet på ca. 40 - 50 MW. Det kan dække strømforbruget hos halvdelen af husholdningerne i kommunen. 

”Vi er stadig i projektets meget tidlige udviklingsfase. Med en solcellepark vil vi kunne tage et stor grønt skridt – og dermed støtte kommunens klimaplan og den grønne omstilling. I Forsyning Helsingør ønsker vi at udvide vores aktiviteter med mere vedvarende energi – og det her er en gylden mulighed, som også vil opfylde et stort ønske hos mange af vores kunder om mere klimavenlig energi”, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Næstformand i Forsyning Helsingør, Gitte Kondrup supplerer:

”Hvis vi får grønt lys til solcelleparken, vil vi sørge for, at selve anlægget bliver placeret med størst mulig respekt for naboerne, naturen og de landskabelige strøg. Samtidig er det idéen at gøre en særlig indsats for at fremme biodiversiteten på arealerne – gerne med inddragelse af lokale grønne organisationer”. 

Arealet, som ønskes brugt til solcellepark, er i dag privatejet landbrugsjord. Det er lykkedes Forsyning Helsingør at indgå en aftale om planlægningsret med de konkrete lodsejere i området.

solenergi_og_biodiversitet_hare_og_bi.jpg

Skitse: Søren Robert Lund

Solenergi er nyt forretningsområde
I slutningen af maj måned godkendte Forsyning Helsingørs generalforsamling, at virksomheden kunne etablere et nyt forretningsområde for solenergi via selskabet Kronborg Solenergi A/S.

”Det nye forretningsområde skal være med til at dreje vores energiproduktion i en mere grøn og klimavenlig retning. Gennem fjernvarmesystemet og elnettet har vi et stort ansvar for den lokale grønne omstilling. Derfor skal vi i endnu højere grad medvirke til at sparke fossile brændsler på porten og reducere CO2-udledningen. Det er derfor naturligt, at vi nu begynder at gøre idéerne om en solcellepark mere konkrete”, udtaler adm. direktør Jacob Brønnum.

Fakta om processen
Det er nu op til Helsingør Kommune at igangsætte en planproces – herunder en høringsperiode. Forsyning Helsingør vil i den forbindelse gå i dialog med alle relevante parter – og naboer vil blive inviteret til informationsmøde.

Beslutning om planlægning forventes gennemført i løbet af sommeren, således at arbejdet med lokalplanen forventes igangsat i begyndelsen af september 2020.

Fakta om solcellepark

  • Ønsket areal: 50 – 60 hektar ved siden af Skibstrup Affaldscenter
  • Forsyning Helsingør har planlægningsretten på den konkrete jord
  • Forventet kapacitet:  40 - 50 MW – svarende til halvdelen af strømforbruget i husholdningerne i kommunen – eller svarende til 80 - 100 procent af strømforbruget hos Forsyning Helsingørs ca. 15.000 elkunder.
  • Solcelleanlæg vil blive placeret med størst mulig hensyn til naboer, naturen og de landskabelige strøg. Det er planen at gøre en særlig indsats for at fremme biodiversiteten på arealerne.

konkret_areal_ved_skibstrup_affaldscenter.jpg