Forsyning Helsingør flytter til nyt driftscenter

Nyhed

Administration, Kundeservice og driftsgård med maskiner og materiel vil fra nytår findes på Energivej 25 i Helsingør.

Forsyning Helsingør skifter adresse! Fra 2. januar 2019 skal medarbejdere, kunder og forretningsforbindelser sætte gps’en med retning mod Energivej 25 i Helsingør. Her ligger det nye driftscenter, der består af Kuben med Kundeservice og administration samt Driftsgården med garager, lagerhal, værksteder, driftsfunktioner og oplag for fx kabeltromler, maskiner og dele til ledningsnettet.

Med det nye driftscenter siger Forsyning Helsingør farvel til det hidtidige hovedsæde på Haderslevvej over for biografen – og samtidig bliver det nu for første gang muligt at samle næsten alle 150 medarbejderne i samme hus:

”Med det nye driftscenter bliver vi for første gang samlet. Nu har vi næsten alle mand under samme tag, og det forsøger vi at udnytte. Indretningen med åbne kontorer og projektzoner understøtter muligheden for at samarbejde på tværs af afdelinger og skal gerne gøre sammenholdet blandt medarbejderne endnu stærkere. Samtidig har vi fået et mere åbent og indbydende hus, der byder vores kunder og gæster velkommen med et indblik i vores tekniske verden og med mulighed for relevante udstillinger i foyer-området”, siger adm. direktør Jacob Brønnum, og understreger, at flytningen er med til at realisere en lang række synergier i driften og er med til at gøre Forsyning Helsingør til en endnu mere attraktiv arbejdsplads.

Bæredygtigt byggeri
Driftscenteret er et bæredygtigt byggeri, der forsynes af grøn fjernvarme, har solceller på taget og genanvender det regnvand, der falder på bygningerne til fx toiletskyl og vask af maskiner. Det samlede energiforbrug holdes lavt som følge af dagslys fra ovenlysvinduer og en facade, hvor stationære skodder har den helt rigtig åbningsgrad i forhold til lys og varme.

Kubens rustrøde facade er udført i vedligeholdelsesfrie stålplader med en god miljøprofil og lagerhallen i Driftsgården er bygget ved til dels at genbruge bygninger fra det gamle biogasanlæg.