Forsyning Helsingør har godt nyt til klodens klima

Nyhed

Ny varmepumpe på varmecentralen på H.P. Christensens Vej forøger mængden af CO2-venlig energi til centralens kunder markant.

Mængden af CO2-venlig varme fra varmecentralen på H.P. Christensens Vej er vokset markant, efter at Forsyning Helsingør har udstyret centralens flisanlæg er med en ny varmepumpe. I alt er produktionen fra flisanlægget forøget med 15-20 procent, der således udgør et lokalt bidrag til at begrænse den globale opvarmning.

– Vi forsøger hele tiden at få mere energi ud af centralen til gavn for vores kunder. Og kan vi gøre det for en langtidsholdbar investering, er det endnu bedre. Samtidig vil vi gerne gøre en indsats for klimaet. Det gjorde vi, da vi sin tid begyndte at fyre med træflis. Og det gør vi nu, hvor vi får mere ud af varmen, udtaler Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Den nye varmepumpe er en såkaldt absorptionspumpe, der henter varmegevinsten ud ved at køle røggassen fra forbrændingsprocessen. Tidligere lå temperaturen på 48-55 grader. Nu er den reduceret til 20-30 grader, når den forlader skorstenen. Pumpen blev sat i drift maj 2015.
 

Anlægssummen for absorptionspumpen er på seks mio. kr. og forventes betalt tilbage i løbet af fire-seks år som resultat af bedre brændselsøkonomi.