Forsyning Helsingør og European Energy går sammen om stort solcelleanlæg

Nyhed

Partnerskab skal levere grøn strøm til halvdelen af husholdningernes elforbrug i Helsingør Kommune.

Solcellepark European Energy

European Energy har etableret og driver flere solcelleparker i Danmark - herunder denne fra Hirtshals i Nordjylland. Foto: European Energy.

Forsyning Helsingør og den danske virksomhed European Energy er gået sammen i et partnerskab om at etablere og drive en kommende solcellepark med en kapacitet på ca. 50 MW ved Skibstrup i Nordsjælland. Partnerskabet og medejerskabet bliver en realitet efter ønske fra Forsyning Helsingør og med det fælles formål, at solcelleparken etableres efter højeste tekniske, miljømæssige og sociale standarder.

Partnerskab er en fordel for projektet
Solcelleparken, som kommer til at være på ca. 60 hektar land, forventes at kunne levere grøn strøm svarende til ca. halvdelen af husholdningernes elforbrug i Helsingør Kommune. Etableringen af solcelleparken er et nøgleprojekt i Forsyning Helsingørs strategi, hvor selskabet fremover skal spille en endnu mere aktiv rolle i den lokale grønne omstilling. Partnerskabet har mange fordele for projektet, blandt andet fordi European Energy er en af landets mest erfarne udviklere af projekter inden for etablering og drift af vedvarende energi – primært vind og sol.

Med European Energy har vi fundet en dansk partner, der både har stor erfaring, viden og mange kompetencer i forhold til etablering og drift af solcelleparker både herhjemme og i udlandet – og som samtidig har en betydelig kapitalstyrke.
Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør

”Solcelleparken er et stort grønt skridt for Forsyning Helsingør. Etableringen af partnerskabet sikrer samme grønne omstilling i form af vedvarende energi – men for den halve investering i Forsyning Helsingør. Med European Energy har vi fundet en dansk partner, der både har stor erfaring, viden og mange kompetencer i forhold til etablering og drift af solcelleparker både herhjemme og i udlandet – og som samtidig har en betydelig kapitalstyrke. Vores nye partnerskab vil derfor forbedre mulighederne for et succesfuldt og klimapositivt projekt”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Også hos European Energy er man glade for det nye partnerskab:

Som udvikler af vedvarende energi, er det enormt vigtigt, at vores projekter også er så lokalt forankret som muligt.
Knud Erik Andersen, adm. direktør i European Energy

”Som udvikler af vedvarende energi, er det enormt vigtigt, at vores projekter også er så lokalt forankret som muligt. Derfor er vi rigtig glade for, at vi har fundet et samarbejde med Forsyning Helsingør omkring etablering af en solpark ved Skibstrup i Helsingør kommune. Rigtig mange danske kommuner er fokuseret på at fremtidssikre borgernes energiforsyning, og her er Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør rigtig godt med ”, siger adm. direktør Knud Erik Andersen i European Energy.

Gavner den grønne omstilling
Solcelleparken vil gavne den grønne omstilling og medvirke til at nedbringe CO2-udledningen. Dermed vil solcelleparken levere et væsentligt bidrag til opfyldelsen af Helsingør Kommunes klimamål om at reducere den enkelte borgers årlige CO2-udledning til mindre end 1,7 tons i 2030 og at være CO2-neutral i 2045.  

Forsyning Helsingør har sammen med European Energy aftalt at efterstræbe de højest mulige standarder, når det gælder krav til produktion af solcellerne og driften af anlægget i forhold til både miljø, bæredygtighed, klimaaftryk, biodiversitet og sociale klausuler.

Delt ejerskab og delt risiko

Ejerskab og økonomiske risiko deles ligeligt i et partnerskab mellem Forsyning Helsingør og European Energy i solcelleparkens levetid. Den samme gør den samlede investering i solcelleparken, der forventes at blive på et trecifret millionbeløb.

Solcellepark - visualisering
Efter et par år vokser beplantningen op og vil begrænse solcellernes visuelle udtryk langs planområdet. Visualisering: SWECO
Solcellepark - afgrænsning
Solcelleparken skal ligge syd for landsbyen Skibstrup og lige vest for Skibstrup Affaldscenter, der i forvejen drives af Forsyning Helsingør. Arealet er på ca. 50 ha og udgøres pt af landbrugsmarker i drift.
Fakta: Vejen til en solcellepark

Byrådet i Helsingør Kommune godkendte medio 2020 Forsyning Helsingørs anmodning om etablering af et plangrundlag for solcelleparken. Lokalplanen og kommuneplantillæg samt VVM blev vedtaget i efteråret 2022. Solcelleparken forventes at kunne idriftssættes i løbet af 2024.

OPDATERING: Planklagenævnet underkendte i slutningen af februar 2023 lokalplanen for projektet. Helsingør Kommune har derfor startet en ny planlægningsproces.

Fakta: Forsyning Helsingør

Forsyning Helsingør er en multiforsyningsvirksomhed, som leverer el, vand og varme – og sørger for, at ressourcerne i spildevand og affald nyttiggøres i en cirkulær økonomi. Virksomheden er ejet af Helsingør Kommune og har ca. 200 medarbejdere.

Fakta: European Energy

European Energy er en dansk virksomhed grundlagt i 2004. Virksomheden arbejder med grøn omstilling i form af etablering og drift af vindmølleparker og solcelleanlæg i Danmark og i udlandet. Selskabet har hovedsæde i Søborg og beskæftiger over 550 medarbejdere.