Forsyning Helsingør – Tæt på dig!

Nyhed

Nyt magasin viser, hvordan sikker forsyning er forudsætningen for, at hverdagen kører for familien Helsingør.

El til tryg gadebelysning, et nyt og mere kundevenligt salgskoncept for fjernvarme samt udsigten til øget affaldssortering ved husstanden. Det er blot nogle af de emner, man kan læse om i det nye e-magasin, Forsyning Helsingør Tæt på dig! Magasinet viser med artikler, interviews og flotte fotos hvor Forsyning Helsingør gør en forskel for kunderne og for lokalsamfundet.

”Forsyning Helsingør er en del af de fleste menneskers hverdag i Helsingør Kommune. Vi leverer rent vand, stabil el og varme – og vi sørger for at affald og spildevand kommer godt væk. Vi er tæt på kunderne. Det er en nærhed, der forpligter. Derfor arbejder vi i Forsyning Helsingør konstant på at leve op til kundernes forventninger og til den tillid og det ansvar, vi er blevet tildelt”, siger bestyrelsesformand Per Tærsbøl og fortsætter:

”Men Forsyning Helsingør har også et samfundsansvar. Vi arbejder for, at vores lokalsamfund skal blive mere miljøbevidst, og vi går selv forrest. I det nye magasin kan vores kunder, samarbejdspartnere og omverden læse mere om, hvordan vi udvikler os som selskab, forbedrer kundeoplevelsen, og hvordan vi tager samfundsansvar”.

Forsyning Helsingør - Tæt på dig!
Det 28 sider lange magasin Forsyning Helsingør -Tæt på dig! indeholder artikler inden for alle forsyningsgrene – samt historier om udviklingen af digital kundeservice og om Forsyning Helsingørs store projekter. Magasinet kan læses som en beretning for året 2017 – og supplerer således den kommende årsrapport.

”Vi udvikler os hele tiden som virksomhed i takt med ændrede krav og forventninger i vores omverden – og i takt med at nye smarte løsninger ser dagens lys. Vi skal fortsat levere en høj service og kvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser. Men vi skal gøre det med miljø og klima for øje, og vi skal gøre det på en måde, så vi samlet set er med til at gøre Helsingør til en attraktiv kommune at leve og bosætte sig i for borgere og virksomheder”, udtaler adm. direktør Jacob Brønnum.