Forsyning Helsingørs aktiviteter på Energivej

Nyhed

Forsyning Helsingør anmodede den 14. februar 2012 Helsingør Kommune om at igangsætte en planlægning med henblik på at få tilvejebragt et plangrundlag for samling af Forsyning Helsingørs aktiviteter på Energivej samt køb af grunden beliggende på Ørnholmvej 4a. Læs redegørelsen af anmodningen her.

Forsyning Helsingør anmodede den 14. februar 2012 Helsingør Kommune om at igangsætte en planlægning med henblik på at få tilvejebragt et plangrundlag for samling af Forsyning Helsingørs aktiviteter på Energivej samt køb af grunden beliggende på Ørnholmvej 4a.

Læs referatet fra Byrådsmødet den 25. maj 2012 her (kan tage lang tid for hjemmesiden at svare).

Læs referat fra Byrådsmødet den 17. december ang. foroffentlighedshøring vedr. samling af Forsyning Helsingørs aktiviteter her (også langsomt link)

Samling af Forsyning Helsingørs aktiviteter på Energivej - redegørelse til Byrådet, maj 2012

Baggrunden er bestyrelsens strategiske beslutning om at udvikle de fysiske rammer i retning af en samling på Energivej med udgangspunkt i en placering på Ørnholmvej 4a.

Kraftvarmeværket, det tidligere biogasanlæg og Ørnholmvej 4 A kan danne ramme om en udvikling, hvor en flytning af den midlertidige placering af administrationen fra Haderslevvej giver mulighed for at effektivisere og udvikle Forsyning Helsingør ved at samle alle vigtige stabs-, planlægnings- og driftsfunktioner.

Med en samling af Forsyning Helsingørs aktiviteter omkring Energivej skabes der mulighed for udvikling af en moderne virksomhed, som på sigt kan blive et stærkt strategisk udgangspunkt for en strukturudvikling af forsyningssektoren i Nordsjælland, hvor strukturforandringer og samarbejder kan blive en positiv udfordring.

Samlingen af Forsyning Helsingørs aktiviteter omkring Energivej vil blive hjemsted for i alt ca. 110 medarbejdere med følgende hovedindhold:

  • Administration og el-drift – overføres samlet fra Haderslevvej 25 med i alt 62 arbejdspladser.
  • Varme – overføres fra Mads Holms Vej 51 med i alt 16 arbejdspladser.
  • Vand – overføres fra Agnetevej 2 med i alt 24 arbejdspladser.
  • Spildevand – overføres fra de tre eksisterende renseanlæg med 3 arbejdspladser.
  • Etablering af en ny genbrugsplads, som sideordnet med genbrugspladsen fra Skibstrup Affaldscenter vil skabe ca. 3 nye arbejdspladser (se særskilt redegørelse herfor).

Samlingen omkring Energivej vil fortsat indebære decentralt placerede arbejdspladser i FH.

  • På Skibstrup Affaldscenter vil der være 11 medarbejdere.
  • På de tre renseanlæg vil der være tilknyttet 16 medarbejdere, hvoraf de fleste vil få deres arbejdsplads på Helsingør Renseanlæg.
  • På Energivej er der allerede placeret på Helsingør Kraftvarmeværk 4 medarbejdere.
  • På spildevands-kloak-teamet (i det tidligere biogasanlæg) 13 medarbejdere.

Der vil løbende blive vurderet om de decentralt placerede medarbejdere kan flyttes til Energivej.

Af større forandringer på eksisterende ejendomme, der ejes/drives af Forsyning Helsingør, er den fremtidige udvikling, at Haderslevvej 25 kan afhændes og indgå i det større byomdannelsesprojekt, som Helsingør Kommune ønsker at fremme omkring Kongevejen. Agnetevej fortsætter som et i princippet ubemandet vandværk.  Mads Holms Vej fungerer som et ubemandet spids- og reservebelastningsanlæg.

Energivej og FH
Energivej giver mulighed for en samling og udvikling af Forsyning Helsingørs aktiviteter. Det nuværende areal i området, som rummer det tidligere biogasanlæg og kraft-varmeværket, har et samlet grundareal på ca 22.000m2. Det samlede etageareal øges med ca. 6.500 m2  (der er ikke på nuværende tidspunkt foretaget en detaljeret bygningsprogrammering). 

Forsyning Helsingør får på Energivej mulighed for at skabe en stærk og synlig identitet af betydning for både Forsyning Helsingørs egen organisatoriske udvikling og i forhold til Forsyning Helsingørs rolle i sit opland. Borgere, erhvervsvirksomheder mv. får et synligt og nærværende forhold til bæredygtighed, energi, ressourceforbrug, genbrug mv. Samlingen af aktiviteter omkring Energivej betyder udviklingsmuligheder for kundeservice, nye erhvervsmæssige og formidlingsmæssige initiativer, der kan skabes omkring synliggørelsen af bæredygtig udvikling. Området ligger ikke alene centralt i kommunen, det har også en stærk visuel identitet i forhold til byen / Kongevejen med gode adgangsforhold.

Nyt hovedsæde

På Energivej er der mulighed for at etablere et samlet hovedsæde for Forsyning Helsingørs administration, kundebetjening, formidlingsvirksomhed og driftsfaciliteter.

Nyt hovedsæde for FH ved Energivej. Foreløbige volumenskitser af grunden ud til Kongeveje

Hovedsædet skal have adgang fra Energivej, men placeringen åbner mulighed for en markant visuel identitet, som en del af Helsingør Erhvervsområde synligt fra Kongevejen og bygrænsen i syd. Forsyning Helsingør får mulighed for at udvikle sig som det kendte og synlige pejlemærke, som kraftvarmeværket allerede er. En del af området ligger i landzone, og skal i forbindelse med en planlægning inddrages i byzone.

Arealet imellem kraftvarmeværket og det tidligere biogasanlæg ønskes også inddraget i  Forsyning Helsingørs aktivitetsområde. Grunden ejes af Helsingør Kommune. Den tænkes anvendt til oplag af biobrændsel som en del af udviklingen af kraftvarmeværket. Der forventes en overgang fra gasbaseret til biobassebaseret kraftvarmeproduktion inden for en horisont på 5 år.

Det tidligere biogasanlæg tænkes ombygget og udviklet som ’entreprenørplads’ for Forsyning Helsingørs mange forskellige aktivitetsområder, og både haller og administrationslokaler vil kunne nyttiggøres.

En genbrugsplads, som bliver Helsingør Kommunes genbrugsplads nr. 2, indgår som en vigtig del af Forsyning Helsingørs udvikling omkring Energivej. Forsyning Helsingør har den 2. maj 2012 anmodet kommunen om at igangsætte et planlægningsarbejde angående dette. Genbrugspladsen med et forventet stort besøgstal bliver et flagskib for Forsyning Helsingørs bæredygtighedsprofil, og vil kunne udvikles som et demonstrations- og samarbejdsprojekt i forhold til genbrug, klima- og miljøprojekter. En grunderhvervelse skal gennemføres, og der er forhandlinger i gang angående køb af Energivej 4, der er den foretrukne placering. Forsyning Helsingør har andre alternativer ved Energivej i tilfælde af den foretrukne placering ikke kan realiseres.

Symbioser med Helsingør Erhvervsområde
Helsingør Kommune har i 2010 gennemført en planlægning for Helsingør Erhvervsområde. Denne plan peger på en række vigtige indsatsområder, som kan understøtte en nødvendig fornyelse og kvalitetsudvikling af området samt en fortsat udbygning af arbejdspladser i området.

Forsyning Helsingørs samling af aktiviteter omkring Energivej vil åbne for nogle vigtige symbioser, som kan få positiv betydning for den fortsatte udvikling af Helsingør Erhvervsområde. Der kan åbnes for samarbejder med virksomheder omkring genbrug, oparbejdning mv. af materiale omkring vedvarende energi og rådgivning af private og virksomheder mv. Der vil også være mulighed for at skabe samarbejde med Teknisk Museum, som kan få mulighed for med temaudstillinger, events mv. at fokusere på bæredygtighed og genbrug mv.

Forsyning Helsingørs udvikling omkring Energivej vil også give andre muligheder for at forstærke byidentiteten i Helsingør. Nogle af Forsyning Helsingørs aktiviteter vil tiltrække mange daglige besøgende, bl.a. den nye genbrugsplads, hvad der giver mulighed for, at virksomheder i naboområdet og i Helsingør By får en forøget kundetilstrømning, som i sidste ende også kan have betydning for underlaget for byens detailhandel, kulturtilbud, oplevelser mv.

Haderslevvej
Fraflytningen af Forsyning Helsingørs nuværende aktiviteter på Haderslevvej 25 vil frigøre en velbeliggende ejendom, som vil kunne indgå i Helsingør Kommunes igangværende planer for en byfornyelse i området, der grænser op til Kongevejen.

Den videre proces og tidsplan
Udviklingen af Forsyning Helsingørs aktiviteter omkring Energivej vil for en del af akti- viteternes vedkommende kunne rummes inden for den gældende Masterplan for Helsingør Erhvervsområde.  Aktiviteterne forudsætter dog, at der skal gennemføres en miljøscreening og evt. en miljøvurdering for at alle relevante miljømæssige forhold nærmere belyses, ligesom der skal gennemføres en planlægning for overførsel af et større landzoneareal imellem Energivej, Ørnholmvej og Kongevejen fra landzone til byzone.

Tidsplanen for samling af Forsyning Helsingørs aktiviteter omkring Energivej er ikke detaljeret fastlagt, men de vigtigste milepæle forventes at være:

  • 2. kvartal 2012 grunderhvervelse.
  • 2. kvartal 2012 igangsætning af planlægning (miljøscreening, evt. miljøvurdering, lokalplan, kommuneplantillæg).