Genbrug af jord sparer millioner af kroner og tonsvis af CO2

Spildevand

Ved at genbruge jord til etablering af kloak har Forsyning Helsingør reduceret CO2-udledningen med 73 procent og sparet ca. 2 millioner kroner på anlægsudgifter.

Jordstabilisering - Julianelund

I forbindelse med anlægsarbejdet blev der opført et midlertidigt jorddepot ved Julianelund, hvor jordstabiliseringen kunne foregå.

I foråret 2023 tog Forsyning Helsingør første spadestik til kloakeringen af 55 ejendomme i haveforeningen Julianelund ved Gurrevej i udkanten af Helsingør. I dag er anlægsarbejdet færdigt, og det er beregnet, at man ved at genbruge jorden fra udgravninger til etablering af kloak har mindsket CO2-udledningen med 73 procent fra 59 tons til 16 tons – primært som følge af mindre bortkørsel af opgravet jord. Samtidig har man været i stand til at spare ca. 2 millioner kroner på anlægsudgifter. Det skyldes færre omkostninger til bortskaffelse af gammel jord og indkøb af sand og sten fra grusgrave på Midtsjælland.

Bæredygtigt anlægsarbejde
Genbrug af jord er et alternativ til den normale metode, hvor jorden fra udgravninger køres væk i lastbiler – normalt helt til København hvor det bruges i fx støjvolde eller som opfyld i Københavns Havn – hvorefter grusgravsmaterialer hentes og fyldes i hullet. Men i en verden, hvor ressourcerne bliver færre, er det afgørende, at vi tager ansvar for vores handlinger og genbruger de materialer, vi allerede har. Det er netop det, Forsyning Helsingør har gjort i forbindelse med kloakeringen af Julianelund.

”Ved at stabilisere jorden med et bindemiddel og gøre det til en ny ressource, som vi kan genbruge, har vi benyttet en langt mere bæredygtig metode, der både kan ses på bundlinjen og aflæses i CO2-regnskabet. Det er et godt eksempel på, at økonomi og bæredygtighed sagtens kan gå hånd i hånd i anlægsprojekter”, fortæller Jørgen Fogelberg Sommer, projektleder.

Det er et godt eksempel på, at økonomi og bæredygtighed sagtens kan gå hånd i hånd i anlægsprojekter.
Jørgen Fogelberg Sommer, projektleder.

Kalk hjælper jord til at binde sig sammen
I praksis genbruges jorden ved, at der iblandes et bindemiddel i form af kalk i den våde, opgravede jord via en særlig maskine, der samtidig frasorterer store sten. Det giver jorden den rette konsistens og stabilitet til at kunne bruges til at lægge ovenpå kloakrørene. Metoden kaldes jordstabilisering eller kalkstabilisering.

Jordstabilisering - Julianelund

Hele processen med at stabilere jorden foregik på et midlertidigt jorddepot ved Julianelund, som Forsyning Helsingør fik tilladelse af Helsingør Kommune til at opføre i anlægsperioden – og som nu er genoprettet med ny beplantning. I fremtiden er ønsket dog at etablere et permanent bynært jorddepot, hvor opgravet jord fra andre anlægsprojekter kan stabiliseres, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand:

Mere genbrug af jord i fremtiden
”Genbrug af jord har vist sig at give god mening i forhold til både klima, ressourcer og økonomi. Derfor skal vi selvfølgelig arbejde videre på, hvordan vi kan bruge metoden i andre anlægsprojekter, fx ved udgravninger til nye ledninger i fjernvarmenettet og fremtidens klimatilpasningsprojekter. I den forbindelse vil et jorddepot inden for kommunegrænsen være en fordel, da det både kan være med til at minimere transportafstanden for jord og fremme genbrug og genanvendelse af lokale ressourcer – samt give millionbesparelser”.

Genbrug af jord har vist sig at give god mening i forhold til både klima, ressourcer og økonomi. Derfor skal vi selvfølgelig arbejde videre på, hvordan vi kan bruge metoden i andre anlægsprojekter, fx ved udgravninger til nye ledninger i fjernvarmenettet og fremtidens klimatilpasningsprojekter
Jens Bertram, bestyrelsesformand.