Genbrugspapir bliver til julestjerner

Nyhed

Forsyning Helsingør og Helsingør Biblioteker inviterer til klippe-klistredag, hvor gammelt papir for nyt liv som julepynt. Det sker onsdag den 28. november kl 19-21 på Biblioteket Kulturværftet på tredje sal. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding

Julen står for døren, og så skal der pyntes op!

Forsyning Helsingør og Helsingør Biblioteker samarbejder om at gøre opmærksom på fordelene ved genanvendelse generelt og papir mere specifikt. Og når nu Julen står for døren, så er det jo oplagt, at bruge det papir, vi allerede har liggende i stedet for at gå ud og købe dyrt ”pyntepapir”. Det er både bedre for miljøet og for vores pengepunge.

Ved at bruge vores gamle foldere og aviser til at flette stjernerne, får papiret et nyt liv, og samtidig sparer vi produktionen af nyt papir, i forhold til hvis vi skulle have købt materialerne. Og når julen er slut, og pynten skal pilles ned igen, så kan pynten stadig smides i papircontaineren. Dermed får de gamle foldere ikke kun nyt liv som julepynt, men indgår også i den genanvendelsescyklus, der er for papir. 

- Vi synes, det er oplagt at samarbejde omkring genbrug og genanvendelse. Biblioteker er jo faktisk en af de ældste og mest velorganiserede former for genbrug i verden, siger Vivi Larsen, bibliotekar fra Biblioteket Kulturværftet, som sammen med affaldsplanlægger Nynne Nørup fra Forsyning Helsingør står bag ved arrangementet.

- I Forsyning Helsingør er det en del af vores dna at lede efter nye og interessante måder at gøre opmærksom på værdien af genanvendelse – og det her samarbejde er et glimrende eksempel på, hvordan man kan vække nyt liv i vores affald, så det bliver til gavn og glæde, fortæller Nynne Nørup.

- Samtidig er det sjovt at bruge brugt papir, for ens julepynt får en personlig historie, fortsætter Nynne Nørup. Man kan jo bruge alt slags papir og også lave andet end en julestjerne af det. Julehjerter af børnenes tegninger eller julekort, der bliver til kramerhuse, er andre gode eksempler. Der er et et utal af muligheder og historier, der bare venter på at blive fortalt.

Tid: Onsdag den 28. november kl 19-21.
Sted: Biblioteket Kulturværftet, Fakta på 3.etage.
Der er fri entré og ingen tilmelding.

Læs mere i pressemeddelelsen her