Helsingør Kraftvarmevæk byder nye lovkrav velkommen

Nyhed

Nye skærpede krav sikrer, at biomassen til varme- og elproduktionen er bæredygtig.

none


Den nye brede politiske aftale på Christiansborg om sikring af bæredygtig biomasse bliver positivt modtaget af Helsingør Kraftvarmeværk, som siden fornyelsen af værket i 2019 har brugt biomasse som brændsel.

”Vi er glade for den nye aftale. Nu bliver det tydeligt, at hele branchen skal bruge den gode biomasse, der består af restprodukter fra skove, som er i vækst, hvor biodiversiteten beskyttes og hvor klimaeffekten er positiv”, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, der ejer 2/3 af Helsingør Kraftvarmeværk.

Han fortsætter:

”Vi håber, at den brede politiske aftale giver mere ro om biomassens bæredygtighed og de store investeringer, der er foretaget i kraftvarmeværker i Danmark på opfordring fra Folketinget om udfasning af fossile brændsler og samtidig sikring af tilstrækkelig strøm i landet, når det ikke blæser”.

Krav fra brancheaftale skærpes
Helsingør Kraftvarmeværk har siden overgangen til brug af biomasse på værket benyttet den frivillige brancheaftale om sikring af bæredygtig biomasse. Det er kravene i denne aftale, der nu skærpes med en ny kommende lovgivning.

”Vi vil selvfølgelig overholde de nye krav. Vi køber allerede i dag bæredygtig og certificeret biomasse – og allerhelst fra vores nærområder. Således kommer hele 65 procent af vores træflis i den kommende fyringssæson fra Sjælland. Kun 14 procent bliver sejlet ind fra Baltikum”, fortæller Jens Bertram.

Biomassen udgår i dag 64 procent af den vedvarende energi i Danmark, og er hovedårsagen til, at det de senere år er lykkedes i stor stil at fortrænge fossile brændsler fra det danske energimix. Med den nye politiske aftale bliver det slået fast, at biomasse har en væsentlig rolle at spille i vores energisystem - som en overgangsløsning hen imod en varme- og elproduktion, der udelukkende er baseret på sol og vind. Det er en fremtid, som Forsyning Helsingør også ønsker at blive en del af. Derfor offentliggjorde selskabet fornylig konkrete planer om etablering af en solcellepark ved Skibstrup.

Læs mere om flisens oprindelseslande og transportformer.

Læs den nye politiske aftale om bæredygtig biomasse.

Aftalen betyder, at Danmark kommer til at stille væsentligt strengere krav til brugen af biomassen end resten af EU.