Kunder kan fortsat drikke vandet

Vand

Ledningsarbejde gav bismag i dele af Helsingør, men Forsyning Helsingør har ingen mistanke om forurenet drikkevand.

Hånd med glas

En del kunder i centrum af Helsingør og veje langs Stubbedamsvej oplevede tirsdag aften og onsdag morgen drikkevand med bismag og særlig lugt. Forsyning Helsingør har hele dagen undersøgt drikkevandet i det pågældende område, og de første prøvetagninger rundt om på ledningsnettet viser ingen bismag eller særligt lugt. Der er således ingen konkret mistanke om forurenet drikkevand – heller ikke i andre områder af kommunen. Kunderne i det pågældende område kan derfor fortsat drikke vandet efter at have ladet det løbe et par minutter.

Drikkevandet i det pågældende område har formentlig været påvirket af et ledningsarbejde, hvor de gamle rør fra Espergærde Vandværk afkobles drikkevandssystemet, fordi værket er taget ud af drift. I stedet er området langs Stubbedamsvej og centrum af Helsingør blevet forsynet med drikkevand fra vandtårnet, og strømretningen er vendt på en større støbejernsledning. Det er formentlig mangan, jern og okkerrester fra denne ledning, der har givet bismag længere nede i systemet. Det er helt ufarligt og meget normalt ved ledningsarbejde. Typisk forsvinder det kort tid efter, når vandet er løbet igennem rørene.

Da en del kunder har oplevet smagen som petroliumsagtig gennemfører Forsyning Helsingør dog for en sikkerheds skyld haste analyser af drikkevandet fra vandhanen hos en række af de berørte kunder. Der testes også for olieprodukter. Når resultaterne foreligger fra laboratoriet vil de blive offentliggjort her på hjemmeside.  

Helsingør Kommune er som vandmyndighed informeret og bekendt med disse tiltag. 

Kunder der vil vide nyt skal følge med her på hjemmesiden. Vi opfordrer derfor kunderne til ikke at ringe til vores Kundeservice eller til vores vagttelefon om dette emne.