Kunder kan fortsat trygt drikke vandet

Vand

Seneste vandresultater fra området langs Stubbedamsvej og Helsingør Centrum

vandhane og glas

OPDATERING 17. NOVEMBER:

De sidste analyseresultater for PAH-stoffer – som nævnt nederst i nyheden – er nu ankommet. De viser værdier markant under grænseværdierne for vandprøverne udtaget onsdag 3.november dvs. dagen efter hændelsen med smags- og lugtgener i drikkevandet på strækningen Stubbedamsvej og ind mod Helsingør Centrum. Sammenholdt med opfølgende prøver udtaget 6. november vurderer drikkevandsmyndigheden i kommunens Center for By, Land og Vand, at vandet fortsat er trygt at drikke for borgerne i det berørte område.

Det er fortsat Forsyning Helsingørs vurdering, at der har været tale om en kortvarig påvirkning af vandkvaliteten tirsdag 2.november, der stammer fra et støbejernsrør, hvor vandstrømmen blev vendt. De lugt- og smagsgener, der har været i den forbindelse, er sjældent forekommende, og Forsyning Helsingør har derfor fået taget yderligere vandprøver fra området for at følge udviklingen helt til dørs.

--

En række kunder langs Stubbedamsvej og Helsingør Centrum meldte tirsdag aften i sidste uge om unormal olieagtig lugt og smag af drikkevandet. Derfor udtog Forsyning Helsingør vandprøver dagen efter hos 10 berørte kunder – samt ekstra prøver lørdag. Der blev også iværksat renskylning på det konkrete område af ledningsnettet for at være på den sikre side.

Borgerne kan fortsat trygt drikke vandet. Det konkluderer vandmyndigheden, Helsingør Kommune, efter at Forsyning Helsingør har modtaget seneste analyseresultater fra vandprøver taget onsdag i sidste uge og i weekenden.

Prøverne viser, at vandet fortsat trygt kan drikkes.
Allan Pratt, geolog, Helsingør Kommune

”Prøverne viser, at vandet fortsat trygt kan drikkes. Der har været en påvirkning af vandkvaliteten mht. lugt og smag, som analyserne også viser. Men de seneste prøver viser, at der nu kun er spor af naturligt forekomne bakterier i vandet”, udtaler Allan Pratt, geolog i Center for By, Land og Vand i Helsingør Kommune.

Analyseresultaterne viser ingen spor af e.coli eller coliforme bakterier, normalt jern- og mangan indhold, mens indholdet af kim-tallene (naturligt forekomne bakterier) fortsat er faldende mod normale niveauer. Indholdet af en privat prøve taget tirsdag aften viste spor af benzen – dog markant under grænseværdierne. Der har ikke efterfølgende i de laboratorieudtagne prøver kunne måles indhold af benzen, der er en indikator for olieprodukter.

Vores – og vandmyndighedens – vurdering er, at den kortvarige påvirkning af vandkvaliteten skyldes et ledningsarbejde, hvor vandstrømmen er blevet vendt, og hvor en indvendig bio-film i et af rørene har revet sig løs. Det har så i en kort periode helt ekstraordinært givet afsmitning til vandet”, forklarer Henrik Backe, afdelingsleder i Forsyning Helsingør.

Sådan sikres drikkevandskvaliteten
Forsyning Helsingør har sammen med vandmyndigheden, Helsingør Kommune, udformet et ambitiøst kontrolprogram for vandkvaliteten, der bruges i det daglige arbejde med at sikre drikkevandskvaliteten. Programmet tager udgangspunkt i Miljøstyrelsens krav til drikkevandskvalitet og omfatter prøvetagning i alle dele af vandforsyningen fra indvinding, vandbehandling og distribution. Alle disse analyser offentliggøres løbende.

Kunder kan følge med i driftsforstyrrelser
Planlagt eller akut ledningsarbejde annonceres løbende på Forsyning Helsingørs hjemmeside såfremt det vurderes at påvirke en større del af kunderne. Er det mindre begrænsede områder informeres kunderne via brev eller på sms. Tilmelding til sms om driftsforstyrrelser.

Konstaterer kunder unormal lugt eller smag i vandet er anbefalingen af lade vandet løbe fra hanen i et par minutter, til det er skyllet væk. Er vandet ikke rent igen efter nogle minutter, kan det være tegn på at vandkvaliteten er påvirket, og kunder bør i den situation undlade at drikke vandet.  

Forsyning Helsingør mangler stadig at modtage de sidste analyseresultater for PAH-stoffer. Disse var forventet på nuværende tidspunkt, men er ikke blevet leveret af det eksterne laboratorie som aftalt. Når disse er modtaget, vil resultaterne vil blive offentliggjort her på hjemmesiden.