Læserbrev: Gratis omgang på genbrugspladsen

Nyhed

Tidligere var alle virksomheder per automatik tilmeldt genbrugspladsen og betalte også automatisk til den. Sådan er det ikke mere. Nu er det frivilligt, om virksomhederne vil tilmelde sig en abonnementsordning, betale per kilo hver gang de besøger Skibstrup Affaldscenter – eller, det er nemlig også en mulighed, tegne abonnement til en genbrugsplads i en anden kommune. Så valget er frit, og konkurrencen er der også, da virksomhederne kan bruge andre private leverandører.

Borgmesterkandidat Benedikte Kjær (BK) har mandag den 4. marts 2013 et debatindlæg i Dagbladet angående priserne på virksomhedernes brug af genbrugspladsen, som byrådet netop har vedtaget. BK harcelerer over, at prisstigningerne ikke giver mening, ikke kan begrundes i lovgivningen, og at det sagtens kan lade sig gøre at få priserne ned med øget konkurrence på affaldsområdet.

Det må siges at være en gratis omgang – sæt hvile-i-sig-selv princippet til side, sig de magiske ord effektivisering og konkurrenceudsættelse og vupti, så kan priserne sættes ned. Men desværre har det intet med virkeligheden at gøre. De store udsving i priserne skyldes, at Folketinget flere gange har ændret principper og regler for, hvordan disse ydelser skal prissættes. Og det er her, forklaringen på udsvingene i priserne skal findes. Priserne faldt markant i 2011 og 2012 og er nu sat op i 2013. Der ses store udsving - ikke kun i Helsingør, men også i vores nabokommuner.

Tidligere var alle virksomheder per automatik tilmeldt genbrugspladsen og betalte også automatisk til den. Sådan er det ikke mere. Nu er det frivilligt, om virksomhederne vil tilmelde sig en abonnementsordning, betale per kilo hver gang de besøger Skibstrup Affaldscenter – eller, det er nemlig også en mulighed, tegne abonnement til en genbrugsplads i en anden kommune. Så valget er frit, og konkurrencen er der også, da virksomhederne kan bruge andre private leverandører.

At vores erhvervsaffaldsordninger skulle være erhvervsfjendtlige er en kende overdrevet. Faktisk viser vores brugerundersøgelse, at virksomhederne er glade for genbrugspladsen. Mængden af erhvervsaffald er ikke faldet markant - men det er antallet af betalende virksomheder, hvilket tyder på, at de virksomheder, som betaler for brug af genbrugspladsen, virkelig får noget for pengene.

Forsyning Helsingør har inden for rammerne af hvile-i-sig-selv princippet fastsat de lavest mulige priser. Hvis priserne skal sænkes yderligere, kræver det en lovændring, eller at flere virksomheder tilmelder sig.

Miljøministeriet har netop varslet, at betalingsreglerne skal ændres endnu engang. Jeg håber, vi fremover kan undgå så store udsving i priserne - det er der ingen, som kan være tjent med. Vi ønsker også så lave og stabile priser som muligt. Genbrugspladsen er et vigtigt servicetilbud for borgere og virksomheder. Affaldet bliver udsorteret og genanvendt, og jo bedre servicetilbuddet fungerer, jo mindre affald havner i naturen.

Af bestyrelsesformand Per Christensen, Forsyning Helsingør