Lavt spild af drikkevand

Vand

Konsekvent ledningsrenovering og målrettet lækagesøgning er blandt årsagerne til det fine resultat.

Dreng ved vandhane

Trods uger med hård frost og flere vandbrud end normalt, har vandspildet i Forsyning Helsingørs ledningsnet til drikkevand ikke været lavere de seneste årtier. Helt nye tal viser, at vandspildet – den del af det udpumpede vand, der ikke når ud til kunden – er faldet til 7,0 procent i 2020. Det er første gang i Forsyning Helsingørs levetid, at vandspildet er så lavt.

Det lave vandspild glæder bestyrelsesformand Jens Bertram:

I Forsyning Helsingør skal vi gøre arbejdet på en bæredygtig måde, som både sikrer rent og sundt drikkevand til vores kunder i dag – og samtidig tager hensyn til, at der skal være rent vand nok til de fremtidige generationer. Det lave vandspild viser, at vi er på rette spor.
Jens Bertram, bestyrelsesformand



”I Forsyning Helsingør skal vi gøre arbejdet på en bæredygtig måde, som både sikrer rent og sundt drikkevand til vores kunder i dag – og samtidig tager hensyn til, at der skal være rent vand nok til de fremtidige generationer. Det lave vandspild viser, at vi er på rette spor”.

Årsagen til, at det nu er lykkedes Forsyning Helsingør at nå så lavt et vandspild er en kombination af flere indsatser over en længere årrække.

”Vi arbejder hele tiden på at minimere vandspildet. Det kræver indsatser på flere fronter. Det har haft stor betydning, at vi i 2008 satte renoveringshastigheden en smule i vejret, så vi nu udskifter godt 5-6 kilometer af ledningsnettet hvert år. Samtidig har vi løbende effektiviseret vores lækagesøgning, hvor vi nu både kan udnytte data fra fjernaflæste vandmålere hos kunderne og fra flowmålere rundt om i ledningsnettet. Dermed kan vi hurtigt indkredse, hvor ledningsbruddet ligger”, fortæller Henrik Backe, afdelingsleder i Vand i Forsyning Helsingør.

Vi arbejder hele tiden på at minimere vandspildet. Det kræver indsatser på flere fronter.
Henrik Backe, afdelingsleder



Kunderne hjælper selv med                                                                         
Henrik Backe tilføjer, at kunderne de senere år er blevet bedre til at kontakte Forsyning Helsingør, når de ser opstigende vand på fortov eller græsplæner, og dermed kan driftsmedarbejderne i vandafdelingen hurtigere gå i gang med de nødvendige reparationer. Indførelse af de fjernaflæste målere har også medvirket til øget kvalitetssikring af leverede vandmængder, som udgør den data, kundeafregningen er baseret på. Endvidere kan udefrakommende faktorer som fx vejret også påvirke antallet af ledningsbrud – og dermed vandspildet. Således kan skiftevis frost og tø resultere i brud.

Fakta om vandspild
De danske vandselskaber er blandt de førende i verden, når det kommer til at holde vandspildet nede. Ifølge Miljøstyrelsen ligger vandspildet på 7,8 procent på landsplan i Danmark. Til sammenligningen tabes der i mange andre lande mellem 30 og 60 procent af det behandlede vand på vej ud til kunderne. Fx går 35 procent af drikkevandet tabt i Oslo på vej fra vandværk til vandhane.

Vandspildet faldt fra 8,5 procent i 2019 til 7,0 procent i 2020. For ti år siden var tallet 10, 9 procent. De ældste data, Forsyning Helsingør har på vandspildet er fra 1994. Dengang lå det på 17 procent.  

Hvis vandspildet er over 10 procent skal vandselskaberne betale strafafgift til staten.

Forsyning Helsingør har 426 kilometer vandledninger. I 2020 producerede Forsyning Helsingørs vandværker i alt 3.007.257 m3 drikkevand, der blev sendt ud i ledningsnettet. (udpumpet vand)