Ny politik for miljø- og samfundsansvar

Nyhed

Forsyning Helsingør har udgivet beretning, der fortæller, hvordan virksomheden løfter sit samfundsansvar

none


Forsyning Helsingør har fået en politik for miljø- og samfundsansvar. Politikken kan læses i virksomhedens nye Beretning om miljø- og samfundsansvar 2019. Målet er overordnet set at gøre en forskel for nuværende og kommende generationer. I Politik for miljø- og samfundsansvar forpligter Forsyning Helsingør sig til at tage konkret ansvar inden for en række specifikke områder, der både relaterer sig til virksomhedens eksterne drift og til interne forhold.

”I Forsyning Helsingør står samfundsansvar højt på dagsordenen. Når vi nu har fået en konkret politik for området, er det med til at tydeligere over for vores omverden, samarbejdspartnere, kunder og medarbejdere, at vi har ambitioner og retning på vores arbejde med at løfte vores samfundsansvar”, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør og fortsætter:

”Forsyning Helsingør er en vigtig del af infrastrukturen i vores lokalsamfund. Vi sikrer fx det rene vand, grøn strøm i stikkontakten og at affald bliver indsamlet og genanvendt. Derfor påhviler der os et særligt ansvar, når det gælder om at bidrage med løsninger på nogle af vores væsentlige samfundsudfordringer. Med den nye politik og Beretning om miljø- og samfundsansvar 2019 kan alle se, hvordan vi konkret har tænkt os at løfte vores del af ansvaret – uden at gå på kompromis med forsyningssikkerheden og en sund økonomi i et langsigtet perspektiv”.

Fakta: Politik for miljø- og samfundsansvar

Politik for miljø- og samfundsansvar indeholder tre specifikke områder – med tilhørende forpligtelser:

Miljø- og klimaansvar

  • Arbejde for at mindske energiforbruget og udledning af CO2 fra egne værker og drift
  • Øge andelen af vedvarende energi i kundernes el- og varmeforsyning
  • Arbejde for at miljøet generelt forbedres – blandt andet gennem oplysning
  • Arbejde aktivt med klimatilpasning
  • Arbejdet for at nå målene for øget genanvendelse af husholdningsaffald og bidrage til omstilling til cirkulær økonomi
  • Sikre rent drikkevand til nuværende og fremtidige generationer
  • Arbejde for at overholde kravene til spildevandsudledning og overløb

Socialt ansvar

  • Fx – Stille krav om sociale klausuler til leverandører ved større kontrakt- og udbudsarbejder, rengøringskontrakter og ved udbud gennem indkøbssamarbejdet Nordkøb.
  • Fx - Oprette flest mulig elev- og praktikpladser – under hensyn til eksisterende opgaver og læringsressourcer i virksomheden – samt uddannelsesinstitutionens uddannelsesmæssige kvalitetskrav.

Økonomisk ansvar

  • Fx – Drive en økonomisk ansvarlig forretning med et langsigtet perspektiv, hvor renoverings- og fornyelsesplaner af ledningsnet og produktionsanlæg tilrettelægges med forsyningssikkerhed for øje.
  • Fx - Drive et forretningsorienteret og økonomiske ansvarligt selskab med konkurrencedygtige priser under hensyn til hvile-i-sig-selv princippet og den økonomiske regulering af forsyningssektoren.

Se hele Politik for miljø- og samfundsansvar.

Beretning dokumenterer indsatsen
I den 44 sider lange Beretning om miljø- og samfundsansvar 2019 er det muligt at se, hvordan politikken konkret føres ud i livet, og hvordan Forsyning Helsingør går fra ord til handling – inden for de fleste dele af virksomheden. Der er fx et afsnit om arbejdet med at gøre lokalsamfundet parat til fremtidens mere hyppige regnskyl og skybrud. Det er også et afsnit om, hvordan Forsyning Helsingør sammen med Helsingør Kommune sikrer borgerne trygt og klimavenligt gadelys. Og der er fortællingen om, hvordan vi hele tiden stræber efter at mindske vores eget energiforbrug i Forsyning Helsingør. Bare for at nævne et par eksempler. Fælles for arbejdet er, at det på hver sin måde støtter op om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Adm. direktør i Forsyning Helsingør, Jacob Brønnum, fortæller:

”I Forsyning Helsingør bruger vi verdensmålene både som strategisk kompas og som en ny fortælling om vores virksomhed – internt såvel som eksternt. Vi har vi valgt at støtte op om otte udvalgte verdensmål med særlig relevans for vores virksomhed, og hvor vi har en reel og direkte indflydelse, og hvor vi kan gøre den største positive forskel. I Beretning om miljø- og samfundsansvar 2019 dokumenterer vi vores indsats det seneste år”. 

Beretning om miljø- og samfundsansvar er en del af Forsyning Helsingørs Årsrapport for 2019. Med beretningen opfyldes samtidig kravene i Årsregnskabslovens § 99a om rapportering af samfundsansvar (CSR).

Læs Beretning om miljø- og samfundsansvar 2019.