Nyt vandværk skal fastholde høj vandkvalitet

Nyhed

Kunderne i Helsingør Kommune skal fortsat kunne være sikre på at få drikkevand i god kvalitet. Derfor skal vandværket på Agnetevej i Snekkersten lukkes og erstattes af et nyt moderne anlæg med ny teknologi.

none

Siden 1969 har vandværket på Agnetevej i Snekkersten leveret rent drikkevand til kommunens borgere. De gule murstensbygninger er dog med årene blevet voldsomt nedslidte og samtidig har kravene til moderne og kvalitetssikker håndtering af drikkevand ændret sig, så det nu er nødvendigt at opgradere produktionsanlægget og bygge et nyt vandværk.

I løbet af 2016 har Forsyning Helsingør afholdt en arkitektkonkurrence om det nye værk, og vinderne blev fundet lokalt. Møllen Arkitekter fra Helsingør løb med sejren for et forslag, der vil genskabe tidligere tiders stolthed ved samfundets fælles tekniske anlæg – og samtidig signalere det unikke faktum, at man i Danmark søger at få det reneste drikkevand.

Tekniske anlæg kan ses udefra
Arkitektonisk vil det nye vandværk få et ”svævende” tag, og det vil blive integreret i terrænet, så vandet løber naturligt ned ad bakke og igennem de processer, der er nødvendige. Samtidig vil værket åbne sig mod lokalsamfundet. Fx vil det tekniske anlæg i bygningen kunne ses tydeligt udefra både dag og nat – og indvendigt vil der blive etableret en gennemgående akse, der kan bruges som undervisningsbro.

”Vi er en af de få vandforsyninger i Danmark, der er certificeret som en fødevarevirksomhed. Det forpligter. Og derfor skal vi kunne levere det absolut reneste drikkevand i bedste kvalitet til vores kunder. Med det nye værk vil vi fortsat kunne gøre det. Men fremover får vi også en bygning, der er specialdesignet til at byde børn og voksne indenfor, så de bedre kan se processen og se, hvordan vi sikrer kvaliteten af vores vand”, siger bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, Per Tærsbøl, der understreger, at beregninger viser, at det på sigt er billigere for Forsyning Helsingør – og dermed kunderne – at bygge et nyt vandværk end at fortsætte med at vedligeholde.  

Lukkede vandtanke over jorden
I modsætning til det gamle værk, så bliver det nye værk bygget med lukkede vandtanke, der er placeret – frit stående i bygningen.

”Der er mange fordele ved at skifte over til lukkede vandtanke, der står over jorden. I dag er vandtankene gravet ned. Det var måden at gøre det på i gamle dage, men det betyder, at det er svært at inspicere og vedligeholde. Samtidig vil vi med det nye værk kunne øge hygiejnen, da iltning og filtrering sker i lukkede trykfiltre - modsat i dag med direkte adgang til vandoverfladen ”, forklarer Henrik Backe, afdelingsleder i Vandafdelingen i Forsyning Helsingør.

Det er nu op til Helsingør Kommune at udarbejde en lokalplan, der kan vedtages i efteråret 2017. Byggeriet af det nye vandværk forventes så at gå i gang i starten af 2018 – og værket skal stå klar til brug ultimo 2019. Etableringen af det nye værk forventes ikke at få konsekvenser for taksterne på vand.