Oplev Snekkersten Vandværk indefra på Kulturnatten

Nyhed

Kom og vær en af de første besøgende på Snekkersten Vandværk og få samtidig en musikalsk og visuel oplevelse.

Snekkersten Vandværk - kulturnatten

Efter et års pause er Kulturnatten i Helsingør Kommune endnu engang tilbage. Denne gang løber det blandt andet af stablen den 24. september, og det er med stor glæde, at Forsyning Helsingør deltager i Kulturnatten som arrangør af et arrangement.

Til Kulturnatten inviterer Forsyning Helsingør indenfor i det nye vandværk i Snekkersten, som primært leverer vand til kunder i Snekkersten, Espergærde og bykernen i Helsingør.

Vi ser frem til at vise værket og samtidig give en musikalsk og visuel oplevelse.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Vi glæder os rigtig meget til at byde velkommen ind i det nye vandværk i Snekkersten. De første dråber blev allerede sendt afsted i påsken 2020, men grundet coronakrisen har vi endnu ikke haft mulighed for at åbne det op for offentligheden. Med Kulturnatten I Helsingør Kommune ser vi vores snit til at åbne dørene og invitere borgerne indenfor. Vi ser frem til at vise værket og samtidig give en musikalsk og visuel oplevelse”, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Aftenens program
På Kulturnatten vil interesserede kunne få en unik rundvisning på det nye vandværk og blive klogere på, hvordan Forsyning Helsingør sikrer produktionen af sundt og rent drikkevand til den nuværende og de fremtidige generationer.

Inden selve rundvisningen vil der være live-musik i foyeren. Det er trioen Carl, William og Laurits, som kommer fra Helsingør Musikskole, der står for aftenens musikalske indslag. Genren er jazz, og besætningen er klaver, kontrabas og trommer. Live-musikken er finansieret gennem Forsyning Helsingørs lokale el-produkt Kronborg El, der også normalt støtter det lokale sports- og kulturliv i Helsingør Kommune.

I løbet af aftenen vil der desuden blive tændt for en ny lysinstallation, der skal oplyse vandtankene i Snekkersten Vandværk og samtidig illustrere vandet i de to tanke.  Denne visuelle oplevelse vil også kunne opleves udefra. Efter Kulturnatten vil installationen fremover være tændt i morgen-og aftentimerne, når det er mørkt.

Snekkersten Vandværk - lysinstallation

Billetter skal bookes
Der vil i løbet af aftenen være to rundvisninger á 45 minutters varighed. Den første rundvisning finder sted fra kl. 17.30-18.45 og den anden fra kl. 19.00-20.15. Der er plads til 20 personer på hver rundvisning. Det er gratis at deltage, men det kræver, at man på forhånd har booket en billet via bookingsystemet på Forsyning Helsingørs hjemmeside. Vandværket har adresse på Agnetevej 2 i Snekkersten.

Rundvisningen er ikke egnet vil kørestolsbrugere og gangbesværede, da der er en del trapper, som skal benyttes under vejs.

Fakta om Snekkersten Vandværk
Byggeriet af Snekkersten Vandværk begyndte i sommeren 2018 og det stod klar til at sende drikkevand afsted til de første kunder i april 2020. Vandværket har erstattet de gamle værker i Snekkersten og Espergærde. I det nye vandværk er der indført en ny, men samtidig velafprøvet teknologi, der lever op til fremtidens skærpede krav til sikkerhed, hygiejne og fødevarekvalitet.  

Snekkersten Vandvørk - internt