Årsrapporten fra Skibstrup Affaldscenter viser, at mængden af affald til genanvendelse stiger.
Der bliver fyldt mere og mere op i de containere på genbrugspladsen på Skibstrup Affaldscenter, hvor affaldet bliver sendt videre til genanvendelse. Det gælder fx rent træ, beton og hård plast. Udviklingen kan ses i den netop offentliggjorte Årsrapport 2017 fra Skibstrup Affaldscenter. Her kan man læse, at mængden af affald til genanvendelse nu udgør 44 procent af den samlede mængde affald, og at det er en stigning på 7 procent i forhold til 2016. Dermed stiger mængden af genanvendelige materialer for 4. år i træk.
De nye tal glæder bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør Per Tærsbøl:
”Det er godt at se, at vi sender større og større mængder genanvendelige materialer videre til andre, der kan bruge dem. Affald er ressourcer, og det er godt for miljøet og klimaet, at materialer bliver genanvendt, så vi som samfund ikke behøver at udvinde de samme råstoffer en gang til. Gammel beton og tegl kan fx anvendes igen i nye anlæg og byggerier. Jern, metal og hård plastik kan smeltes om og blive til nye produkter”.
Stigningen i affald til genanvendelse fra 2016 til 2017 skyldes især større mængder af rent træ og beton og tegl.
Fakta: Udviklingen i affald til genanvendelse fra 2016 – 2017 (ton):
2016 2017
PVC (genanvendligt) 48 82
Flasker og glas 291 315
Aviser og papir 93 75
Pap 422 465
Bøger - 54
Jern og metal 1.000 1.057
Kabler/ledninger og akkumulatorer 32 39
Dæk 77 78
Beton og tegl 4.662 4.889
Hård plast 108 131
Gips 416 412
Rent træ 3.474 3.757
Total til genanvendelse 10.623 11.355
Årsrapporten 2017 fra Skibstrup Affaldscenter viser desuden, at mængden af modtaget haveaffald til komposteringspladsen er faldet, men at mængden af affald til deponi steg markant i 2017.
”De affaldsmængder vi modtager på affaldscenteret varierer sæsonmæssigt, og vi kan se de samlede mængder følge samfundsudviklingen. Er der godt gang i økonomien med flere renoveringsprojekter som følge, resulterer det fx i mere rent træ og tegl på genbrugspladsen – og mere affald til deponi. Hvis vejret driller en sommer, så oplever vi, at der kan komme mindre haveaffald, fordi folk måske hellere vil bruge tiden indenfor. Til gengæld kan det jo være, at de går i gang med at tømme garagen eller gæsteværelset for gamle møbler, bøger eller andet, der er blevet opmagasineret. Og så ser vi dem alligevel på Genbrugspladsen”, udtaler Jette Skaarup Justesen, afdelingsleder for Affald & Ressourcer i Forsyning Helsingør.
Antallet af besøgende på genbrugspladsen steg med 5 procent og er nu på næsten 260.000.
Hele
årsrapporten kan læses på Forsyning Helsingørs hjemmeside www.fh.dk