Sæson for udskiftning af fjernvarmerør

Varme

Flere renoveringsprojekter kan give midlertidige driftsforstyrrelser rundt om i Helsingør-området.

Renovering af fjernvarmerør Frejasvej

Et af de steder, der bliver renoveret fjernvarmerør denne sommer er på Frejasvej i Helsingør.

Fjernvarmekunder kan flere steder i Helsingør-området opleve mindre driftsforstyrrelser sommeren over. Det skyldes, at det årlige og planlagte renoveringsarbejde på ledningsnettet nu er gået i gang – og at det undervejs i arbejdet kan være nødvendigt at afkoble for varmelevering og varmt vand. Lige nu er der hele otte større og mindre anlægsprojekter i gang, men det er faktisk ikke flere, end der plejer at være sommeren over.

”Vi har et særdeles godt og stabilt fjernvarmenet, som vi holder øje med hele tiden. Vi udfører en kombination af løbende vedligehold og planlagte udskiftninger af gamle udtjente rør til nye. Vi udskifter og renoverer nogenlunde lige meget af fjernvarmenettet hver sommer – og i år ligger på vi på samme niveau, som vi plejer. Når vi gør det om sommeren, er det fordi varmeforbruget er mindst på det tidspunkt, og vi kommer derfor til at forstyrre kunderne så lidt som muligt”, fortæller Jan Dam Christensen, teamkoordinator i Energi og fortsætter:

Renoveringsarbejdet er med til at mindske varmetabet i nettet, da de nye rør er bedre isoleret. Vi er i forvejen rigtig dygtige til at minimere vandtabet i ledningsnettet, men også her vil renovering og udskiftning af rør have en yderligere positiv effekt. Dermed bliver varmen fremover leveret mere klimavenligt og bæredygtigt. Og samtidig opretholdes forsyningssikkerheden.”

Alle renoveringsarbejder bliver annonceret på Forsyning Helsingørs hjemmeside. Når der forekommer driftsforstyrrelser, bliver berørte kunder også orienteret via sms.

Denne sommer renoveres der blandt andet på Hobrovej, Horsensvej, Frejasvej og Kronborg Ladegårdsvej i Helsingør samt Staget og Jollen i Snekkersten. Derudover forventes der at blive udført arbejde på Gurrevej ved Nordlandsvej og på selve Nordlandsvej.

I gennemsnit renoveres der årligt i størrelsesordenen 1 kilometer af Forsyning Helsingørs samlede fjernvarmenet på 155 km, afhængig af opgavernes art og kompleksitet. Udskiftningen sker typisk på baggrund i vinterens scanninger af ledningsnettet for lækager med termografisk kamera, som hvert andet år udføres med drone og de mellemliggende år ved kørsel i bil. Derudover ses der også på rørenes alder, type og den forsyningsmæssige strategisk vigtige placering i ledningsnettet.