Skoleelever afholder science-uge med Forsyning Helsingør

Nyhed

Op til 60 klasser på tværs af kommunen kan komme med bud på, hvordan fremtidens drikkevandsforsyning, affaldssortering eller bæredygtig energiproduktion kan se ud.

Når årets naturfagsuge afvikles i uge 39, starter en konkurrence, der særligt i de næste måneder vil give skoleelever på tværs af kommunens folkeskoler mulighed for at dykke ned i nogle af samfundets helt store udfordringer omkring rent drikkevand, affald som ressourcer eller bæredygtig energiproduktion. Elever fra op til 60 forskellige klasser kan selv komme med løsningsforslag og får mulighed for at komme ud i virkeligheden og opleve, hvordan det foregår, når drikkevand pumpes op og behandles, affald sorteres, og bæredygtig energi produceres.

Det hele er en del af Forsyning Helsingørs og Helsingør Kommunes fælles læringsprojekt Walk The Science, der skal få flere af kommunens skoleelever til at interessere sig for naturvidenskab. Sideløbende med konkurrencen vil projektet fortsat give udskolingselever mulighed for at arbejde med materiale til samtlige forsyningsgrene, der bl.a. forbereder dem til den nye fællesfaglige prøve i naturfag.

Konkurrence med science-besøg som præmie
I Naturfagsugen og frem til 1. december vil de skoleklasser, der har meldt sig, både arbejde teoretisk med opgaven på skolerne og opleve praksis i virkeligheden ved besøg hos Forsyning Helsingør. Alle klasser, der deltager i konkurrencen, skal aflevere deres besvarelser på video. De bedste klasser får mulighed for at tage på en spændende tur sammen og få endnu mere naturvidenskab ind under neglene. Præmierne betales af Forsyning Helsingør.

Indskolingen (0. – 3. klasse) skal finde løsninger på spørgsmålet: Hvordan får vi drikkevand nok til alle i fremtiden? Arbejdet med opgaven indeholder et besøg på Snekkersten Vandværk. Bedste besvarelse præmieres med en tur til Øresundsakvariet.

Mellemtrinet (4. – 6. klasse) skal arbejde med udfordringen: Hvordan bliver affald til en ressource? Arbejdet med opgaven indeholder et besøg på Skibstrup Affaldscenter. Bedste besvarelse får en tur til Den Blå Planet.

Udskolingen (7. – 9. klasse) skal dykke ned i spørgsmålet: Hvordan får vi bæredygtig energi? Arbejdet med opgaven indeholder et besøg i fjernvarmeproduktionen på H.P. Christensensvej i Helsingør. Bedste besvarelse kan glæde sig til en tur til Eksperimentariet.

Vinderne afsløres før jul.