Sund og stabil økonomi med investeringer i fælles fremtid

Nyhed

Årsregnskabet for 2021 i Forsyning Helsingør-koncernen viser overskud og fortsat investeringer i anlæg og infrastruktur.

Corporate -- domicil

Forsyning Helsingør har hovedsæde på Energivej, hvor der samtidig er varme- og elproduktion og en ny cirkulær genbrugsplads på vej.

Forsyning Helsingør har udgivet årsrapporten for 2021 – herunder årsregnskabet. Årsregnskabet viser, at Forsyning Helsingør har en sund og stabil økonomi. Virksomheden er finansielt veldrevet og formår både at fastholde stabile priser samt en høj forsyningssikkerhed.

Vi er kommet igennem coronatiden, uden at forretningen er blevet påvirket negativt.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Regnskabet for 2021 er tilfredsstillende. Tallene viser, at Forsyning Helsingør-koncernen er sund og veldrevet. Vi er kommet igennem coronatiden, uden at forretningen er blevet påvirket negativt. Vi tjener de penge, vi skal, på de konkurrenceudsatte aktiviteter, og udviklingen er fornuftig på de regulerede områder”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør og fortsætter:

”Med krigen i Ukraine og de stigende energipriser, er der kommet endnu mere fokus på, at Forsyning Helsingør leverer en helt uundværlig samfundskritisk infrastruktur, og at vi har konkurrencedygtige priser. Det er derfor blevet endnu mere vigtigt, at vi fortsat sikrer en høj forsyningssikkerhed, og at vi altid fastholder et langsigtet perspektiv i vores investeringer. På den måde værner vi bedst muligt om fællesskabets værdier, så både nuværende og fremtidige generationer kan få grøn og sikker forsyning.”

Det er derfor blevet endnu mere vigtigt, at vi fortsat sikrer en høj forsyningssikkerhed, og at vi altid fastholder et langsigtet perspektiv i vores investeringer.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

Regnskabet viser et overskud efter skat på 9,4 mio. kroner. Det flugter med budgettet og er meget tæt på sidste års resultat. Overskuddet i 2021 stammer fra aktiviteterne inden for varme, vand, spildevand, el og gadelys - samt såkaldte sideordnede aktiviteter i serviceselskabet. 

Investeringer i fælles fremtid
I 2021 udgjorde de samlede investeringer i materielle anlægsaktiver 196,4 mio. kroner.  Det drejer sig fx om byggeriet af den nye genbrugsplads, klimasikring af spildevandsnettet samt investeringer på Helsingør Kraftvarmeværk, så det kan give det østdanske elnet ”førstehjælp” ved store nedbrud.  

Vores investeringer i 2021 i værker, anlæg og infrastruktur har været investeringer i vores fælles fremtid.
Jens Bertram, bestyrelsesformand.

”Vores investeringer i 2021 i værker, anlæg og infrastruktur har været investeringer i vores fælles fremtid. Forsyning Helsingør bliver nødt til at udbygge og renovere, hvis vi skal fastholde en høj forsyningssikkerhed og en høj kvalitet i vores service og leverancer. Derfor vil der også i indeværende år blive investeret i fx udbygning af fjernvarmenettet, bedre affaldssortering og renovering af Sydkystens Renseanlæg”, siger Jens Bertram.

Årsrapporten med årsregnskab for 2021 kan ses her.

Fakta: Forretningsmodellen i Forsyning Helsingør-koncernen
Forsyning Helsingør er underlagt forskellige udgaver af hvile-i-sig-selv-princippet på aktiviteterne varme, vand, spildevand og affald. Det betyder grundlæggende, at overskud ikke er det forretningsmæssige mål for disse selskaber. Forretningen er udelukkende finansieret via priserne på de ydelser, der leveres til kunderne. Overskud og underskud skal derfor udjævnes inden for en kort årrække.

Forsyning Helsingørs elnetselskab og vandselskaber er desuden underlagt en statslig økonomisk regulering af selskabernes såkaldte indtægtsrammer. Det betyder, at der er et årligt loft over selskabernes indtægter, hvilket bidrager til et konkurrencepres i sektoren. Formålet med dette er at sikre lave priser for kunderne, fx gennem innovation og mere effektiv drift.

Forretningsområderne elhandel, gadelys og de såkaldte sideordnede aktiviteter er konkurrenceudsatte aktiviteter, hvor målet er at sikre konkurrencedygtige priser samt et afkast på markedsniveau, som kan føres tilbage til lokalsamfundet – fx gennem markedsføringsaktiviteter, der styrker og udvikler det lokale idræts- og kulturområde.