Udbygning af fjernvarme går efter planen

Varme

Snart får den første kunde fjernvarme i de nye områder.

Søheltekvarteret Etape 1

Beboerne her på Peter Willemoesvej i Helsingør bliver blandt de første nye fjernvarmekunder hos Forsyning Helsingør. Vejen er en del af det nye fjernvarmeområde, Søheltekvarteret Etape 1.

I udkanten af Helsingør – nærmere bestemt på Ulstrupparken – har Forsyning Helsingør forleden gravet stikledninger ned, så en ny kunde kunne blive tilsluttet fjernvarmenettet. Siden starten af året og indtil udgangen af oktober er det sket 143 gange i det eksisterende fjernvarmeområde. Det svarer til, at der er koblet mellem 3 og 4 nye kunder på fjernvarmenettet om ugen. I nogle tilfælde er der flere boliger tilknyttet hver tilslutning – fx ved etageblokke - så de reelle antal boliger og erhverv, der er koblet på fjernvarmenettet i år, er noget højere end 143.

Anlægsarbejde i gang i nye fjernvarmeområder
Samtidig har udbygningen til nye områder været i gang siden i sommers. Anlægsarbejdet er startet i Søheltekvarteret Etape 1 i Helsingør, hvor 88 nye kunder kan forvente at blive koblet på nettet inden for de næste 5 måneder. Samtidig er salgsarbejdet i gang for Søheltekvarteret Etape 2 og Marienlystkvarteret i Helsingør. Her kan potentielt 410 kunder samlet set få fjernvarme – såfremt der er over 60 procents opbakning lokalt. Anlægsarbejdet i disse to områder forventes at starte i 2023.

Vi kobler flere nye kunder på fjernvarmenettet hurtigere i de eksisterende områder, end vi nogensinde har gjort tidligere.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Vi kobler flere nye kunder på fjernvarmenettet hurtigere i de eksisterende områder, end vi nogensinde har gjort tidligere. Og snart får den første kunde fjernvarme i de nye områder. Mange steder i landet er man slet ikke begyndt at udvide fjernvarmenettet endnu. Så vi er faktisk foran i feltet og vores udbygning af fjernvarmenettet forløber planmæssigt”, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand og fortsætter:

”Jeg ved godt, at mange boligejere gerne ser, at vi leverer fjernvarmen til netop deres hus endnu hurtigere, end vores planer fortæller. Men vi er også ramt af de udfordringer og barrierer i forsyningskæderne, som mange andre oplever i branchen lige nu. Det handler om mangel på kvalificeret arbejdskraft, prisstigninger og forsinkede leverancer. Vi har derfor svært ved på nuværende tidspunkt at forcere tempoet i udrulning af fjernvarme mere, end vi allerede har gjort”.

Mere detaljerede kort over udbygningsplaner
Forsyning Helsingørs hjemmeside kan man se kort over de langsigtede planer for udbygningen af fjernvarmenettet i Helsingør, Snekkersten og Espergærde. Hornbæk er forsynet af Hornbæk Fjernvarme. Ålsgårde/Hellebæk og Kvistgård er områder, hvor der ikke i dag er en infrastruktur til fjernvarme, og hvor Forsyning Helsingør samarbejder med Helsingør Kommune om myndighedsplanlægning af fælles varmeforsyningsløsninger.

Hjemmesiden er nu blevet forbedret med mere detaljerede kort over de forskellige etaper eller områder i kommunen. Her fremgår det blandt andet, at et større område i det centrale Espergærde nu planlægges at få fjernvarme i løbet af 2023, og at Tibberupkvarteret er kommet med i planerne.

Alle udbygningsplaner for fjernvarmenettet skal først godkendes af Helsingør Kommune, og dernæst skal det undersøges, om der er tilstrækkelig opbakning lokalt blandt grundejere og virksomheder til at projektet kan gennemføres. Varmeforsyningsloven sætter rammer for planerne, idet omkostningerne ved udbygning ikke må påføres de eksisterende varmekunder. Derfor skal økonomien i hvert enkelt nye område kunne bære sig selv i form af tilstrækkelig tilslutning og salg. 

Marienlystkvarteret - Esrumvej
Esrumvej i Helsingør ligger i Marienlystkvarteret - et område, hvor beboerne har udsigt til fjernvarme i løbet af 2023.