Ukrainske befolkning får hjælp til at holde varmen

Varme

Forsyning Helsingør sender stor mobil oliekedel og tilhørende udstyr til genopbygning af landet

Container til Ukraine

Russiske bombardementer har beskadiget og ødelagt store dele af den ukrainske infrastruktur – her under vitale dele af energisystemet. Det gælder fx flere lokale kraftvarmeværker, der normalt forsyninger befolkningen med fjernvarme og varmt vand. Derfor har mange tusinde borgere og internt fordrevne frosset og haft svært ved at holde varmen den seneste vinter. Nu får en stor by i Ukraine og dens indbyggere hjælp af bla. Forsyning Helsingør og Energistyrelsen til at holde varmen. 

Vi har en stor mobil container med oliekedel og en stor olietank tilovers, som vi ikke bruger mere, og som derfor bliver sendt til Ukraine. Vi har ingen planer om at bruge det mobile anlæg fremover, da vi jo har faste produktionsenheder, der til fulde dækker vores behov i dag. Men det er kram og kvalitet med pumper, brænder og det hele, så funktionaliteten fejler ikke noget”
Hans Peter Balle, energi-chef i Forsyning Helsingør.

Bestyrelsesformand, Jens Bertram, er glad for, at Forsyning Helsingør kan hjælpe den ukrainske befolkning: 

”Jeg håber, at vores forsyningskollegaer i Ukraine kan få glæde af vores energiteknologi, så vi dermed kan hjælpe en lille del af befolkningen med at holde varmen og få varmt vand, inden næste vinter melder sin ankomst. Jeg er glad for, at Forsyning Helsingør som virksomhed her får mulighed for at løfte et særligt samfundsansvar og gøre en forskel for mennesker i Europa, der dagligt oplever krig og som samtidig risikerer at dø af kulde”. 
Bestyrelsesformand, Jens Bertram

Samarbejde med Ukraine om energi

Et containerhus med oliekedel, brænder, pumper etc. samt en olietank blev sendt afsted fra Forsyning Helsingørs anlæg på H.P. Christensensvej i Helsingør tirsdag den 18. juli med specialtransport ned gennem Europa til Ukraine. Transporten sker med hjælp fra Beredskabsstyrelsen og EU’s Energy Community. 

Container til Ukraine

Varmehjælpen til Ukraine er kommet i stand via Energistyrelsen, og er den tredje donation fra styrelsen i år af udstyr til genopbygningen af den ukrainske energiinfrastruktur. Donationerne er en del af energi-samarbejdet mellem Danmark og Ukraine, som Energistyrelsen siden 2014 har drevet i samarbejde med Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Ukraine. Et samarbejde som i øvrigt resulterede i et besøg fra Ukraine på Forsyning Helsingørs energiproducerende enheder tilbage i 2016.
Siden Ruslands invasion har indsatsen i høj grad fokuseret på at opretholde Ukraines kritiske infrastruktur. 

Skal bruges af lokalt fjernvarmeselskab

Oliekedlen fra Forsyning Helsingør skal bruges af et kommunalt fjernvarmeselskab i Ukraine. Som følge af krigens ødelæggelser er der behov for at bygge en helt ny kraftvarmeproduktion op i det konkrete område. Den konkrete placering kan ikke oplyses af sikkerhedsmæssige årsager. 
Oliekedlen fra Forsyning Helsingør bliver suppleret af yderligere to kedler fra Aalborg Forsyning. De tre oliekedler vil tilsammen kunne sikre varmen til ca. 4.100 husstande, når vinteren kommer. 

Fakta: Dét sender Forsyning Helsingør afsted

Forsyning Helsingør overdrager en fuldt funktionsdygtig mobil container med oliekedel, pumper, brænder, elinstallationer etc. – samt en tilhørende olietank med dobbeltvæg. 

...

Kapaciteten er på 3,6 MW. Containeren med udstyr vejer 25,5 tons, er over 11 meter lang, 4 meter bred og 4 meter høj. Dertil kommer olietanken, der kan rumme 25.000 liter.

Det meste af udstyret er produceret i 1986 – olietanken dog fra 2009. Forsyning Helsingør købte udstyret brugt for over et årti siden, da produktionskapaciteten undergik en større opgradering, og der i perioder var behov for ekstra back up-kapacitet. Siden hen er produktionsfaciliteterne i Forsyning Helsingør udviklet så meget, at de matcher kundernes konkrete varmebehov.

Container til Ukraine