Vandets Dag på Snekkersten Vandværk

Vand

Kom og vær med til at fejre Vandets Dag den 22. marts, når vi inviterer inden for til rundvisninger på Snekkersten Vandværk.

Snekkersten Vandværk

Vandets Dag er en international FN-mærkedag, der hvert år afholdes den 22. marts. På dagen sætter man fokus på vigtigheden af rent drikkevand. I år har Forsyning Helsingør valgt at markere dagen, og vi inviterer derfor alle interesserede inden for til rundvisninger på Snekkersten Vandværk.

Rent drikkevand til alle
Før du kan åbne for hanen derhjemme og drikke et glas vand, skal vandet igennem vores vandværker.
På aftenen vil du få en unik mulighed for at få en rundvisning på Snekkersten Vandværk og blive klogere på, hvordan grundvand forvandles til drikkevand, samt hvordan vi sikrer, at der er rent vand til de nuværende og de fremtidige generationer.

Billetter skal bookes på forhånd
Der vil i løbet af aftenen være tre rundvisninger á 1 time og 15 minutters varighed. Rundvisningerne finder sted på følgende tidspunkter:

  • Kl. 18.30-19.45
  • Kl. 19.00-20.15
  • Kl. 19.30-20.45

Der er plads til 20 personer på hver rundvisning. Det er gratis at deltage, men det kræver, at man på forhånd har booket en billet via bookingsystemet på Forsyning Helsingørs hjemmeside. Vandværket har adresse på Agnetevej 2 i Snekkersten.

Rundvisningen er ikke egnet til kørestolsbrugere og gangbesværede. Der er en del trapper, som man skal benytte under rundvisningen. 

Fakta om Snekkersten Vandværk
Snekkersten Vandværk har siden april 2020 forsynet kunder i Snekkersten, Espergærde og bykernen i Helsingør med rent drikkevand. Vandværket har erstattet de gamle værker i Snekkersten og Espergærde. I det nye vandværk er der indført en ny, men samtidig velafprøvet teknologi, der lever op til fremtidens skærpede krav til sikkerhed, hygiejne og fødevarekvalitet. 

Snekkersten Vandværk - tanke