Vil du vælges til bestyrelsen i Forsyning Helsingør

Nyhed

Lokale borgere opfordres til at stille op til forbrugervalg i Forsyning Helsingør Vand A/S og Forsyning Helsingør Spildevand A/S.

Hvordan sikrer vi fortsat rent drikkevand i hanerne, og hvordan skal fremtidens store regnvandsmængder ledes forsvarligt og smart væk, så risikoen for oversvømmelser i Helsingør Kommune mindskes? Det er nogle af de strategiske spørgsmål, der jævnligt bliver behandlet i bestyrelsen i de to selskaber Forsyning Helsingør Vand A/S og Forsyning Helsingør Spildevand A/S. De sidste fire år har to lokale borgere haft direkte indflydelse på beslutningerne som forbrugerrepræsentanter i bestyrelserne, og nu er det igen tid til at afholde forbrugervalg.

”Det er anden gang, at vi skal afholde valg til vand- og spildevandsselskaberne. Jeg håber, at mange interesserede borgere i kommunen vil stille op og at mange ønsker at deltage i valget”, siger Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Der skal vælges to forbrugerrepræsentanter, der kan indtræde i begge selskabers bestyrelser – samt to suppleanter – til en 4-årig periode.

Tidsplan for forbrugervalget 2017

05. september - 27. september: Opstilling af kandidater.
28. september: Kandidater godkendes.
02. oktober: Kandidatlisten offentliggøres og valgkampen begynder.
27. oktober – 16. november: Valgperiode – der stemmes elektronisk via særlig valgside.
18. november: Valgresultatet offentliggøres
Januar 2018: De to forbrugerrepræsentanter indtræder i bestyrelserne

Kandidater, der ønsker at stille op til valget, skal være myndige efter dansk ret og opfylde et krav om, at 10 myndige personer, som er forbrugere i de to selskabers forsyningsområde, underskriver sig som stillere for kandidaten. Kandidaterne skal erklære sig villige til at modtage valg både som bestyrelsesmedlem og suppleant.

Hele valgregulativet kan ses på den særlige valgside. Her kan interesserede kandidater også læse mere om, hvordan man bliver opstillet.