Klimasikring: Nu lægges regnvandsrør 300 meter ud i Øresund

Spildevand

Det store klimasikringsprojekt ved Gummistranden går nu ind i 2. anlægsfase. Dele af stranden bliver lukket til og med november.

none

Nu begynder gravearbejdet til fase 2 af det store klimasikringsprojekt ved Gummistranden i Helsingør. Fra 26. august og frem til og med november lægges der en ledning, der skal lede regnvand over 310 meter ud i Øresund. Regnvandsledningen vil dermed minimere risikoen for oversvømmelser ved boliger og erhverv i et større område af Helsingør by.

Arbejdet med klimasikringsprojektet betyder, at området på stranden omkring anlægsarbejdet vil være spærret af for færdsel i den nævnte periode. Der vil også blive anlagt en midlertidig kørepladevej fra arbejdsområdet over stranden til nedkørslen mellem campingpladsen og Hotel Marienlyst.  I takt med arbejdets fremdrift vil der endvidere blive afspærringer til vands. Gående og cyklister kan passere Gummistranden på stien mellem klitterne og de nye boliger, Kronborg Strand.

”Vi starter først andel del af anlægsarbejdet nu, hvor badesæsonen er ved at være forbi, og der er færre mennesker på stranden. I løbet af de næste par måneder lægger vi rør på stranden og i havet, så regnvandet kan ledes langt væk og risikoen for oversvømmelser på land kan minimeres. Naboerne er informeret om det kommende arbejde, og der sættes skilte op, så strandens brugere kan se, hvad der foregår”, fortæller projektleder Jørgen Fogelberg Sommer fra Forsyning Helsingør.

Klitter genetableres
Første del af anlægsarbejdet blev gennemført fra april til slutningen af juni og bestod af nedgravningen af et stort regnvandsrør fra boligområdet Kronborg Strand samt etableringen af en underjordisk pumpestation i klitterne på stranden. Denne del er nu færdiggjort, og klitterne er ved at blive genetableret.

Den nye regnvandsledning ud i Øresund består af to rør med en diameter på 70 centimeter. De første 100 meter ledes fra den nyetablerede pumpestation under klitterne ud til vandet. Herfra lægges rørene 310 meter ud i Øresund. Med så stor afstand til kysten minimeres risikoen for forurenet badevand betydeligt i de få tilfælde om året, hvor de fælleskloakerede ledningsnet med blandet spildevand og regnvand ikke kan klare belastningen fra ekstra voldsomt nedbør, og der er behov for at lede vandet væk fra ledningssystemet, så der ikke sker oversvømmelser.

Se tidligere pressemeddelelse om byggeriets fase 1.