Ny film fortæller historien om overløb

Spildevand

Se hvorfor overløb er anlagt, hvordan de fungerer og hvordan man kan undgå dem i fremtiden.

Grafik der viser række af overløbsbygværker

Forsyning Helsingør har sammen med 12 andre forsyningsselskaber produceret en film, der fortæller historien om overløb i Danmark. I filmen forklarer vi, hvorfor de er anlagt, hvordan de fungerer, og hvordan man kan undgå overløb i fremtiden. Filmen kan ses her på Forsyning Helsingørs hjemmeside og på sociale medier.

I Forsyning Helsingør arbejder vi med en plan for, hvordan vi i samarbejde med Helsingør Kommune kan minimere risikoen for overløb til Øresund, så vi kan sikre badevandskvaliteten.
Jens Bertram, bestyrelsesformand


”I Forsyning Helsingør arbejder vi med en plan for, hvordan vi i samarbejde med Helsingør Kommune kan minimere risikoen for overløb til Øresund, så vi kan sikre badevandskvaliteten. Men det er ikke en opgave, der kan løses i morgen. Det kommer til at tage tid – og skal ske i dialog med borgerne. Med filmen ønsker vi at oplyse vores lokalsamfund om baggrunden for etablering af overløb i Danmark, samt hvordan der kan arbejdes med at minimere problemet”, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Overløbsbygværkerne har eksisteret i mange år og har fungeret som en slags sikkerhedsventil i de kloaker, der både har regnvand og spildevand. Når det regner meget kraftigt, kommer der mere vand i kloakken, end der er plads til. Overløbene har derfor været med til at mindske risikoen for oversvømmelser i kældre og på privat grund, når det regner kraftigt.

Det vand, som løber over og videre ud i Øresund er regnvand blandet med lidt spildevand. Fast materiale bliver samlet op i en rist. Samlet set udgør overløbene få procent af de samlede mængder vand, der renses hvert år på Forsyning Helsingørs renseanlæg.