Overløb til Øresund reduceres betydeligt

Spildevand

Forsyning Helsingør bygger stort lukket forsinkelsesbassin ved Strandvejen og udvider kapaciteten på Sydkystens Renseanlæg.

Espergærde - kyst og havn

Der er godt nyt til badegæster, lystfiskere, kajakroere og andre vandhunde, der ynder at bruge Øresunds blå bølger til rekreativ udfoldelse. Snart sætter Forsyning Helsingør et større anlægsarbejde i gang i Espergærde, som samlet set vil betyde en reduktion af overløb til Øresund med opblandet spildevand og regnvand med ca. 75 procent inden for to år. Dermed vil badevandskvaliteten blive markant forbedret.

Anlægsarbejdet omfatter etableringen af et 900 m3 stort lukket underjordisk forsinkelsesbassin ved Hornbækvej/Ny Strandvej – samt etableringen af et såkaldt udligningsbassin på Sydkystens Renseanlæg på 2.800 m3, som erstatning for eksisterende forklaringstanke, der tages ud af drift.

Det her er ikke bare et lille skridt i den rigtig retning. Det her er et afgørende og markant skridt i vores langsigtede indsats for minimering af overløb til Øresund.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Med Forsyning Helsingørs nye grønne strategi har vi en langsigtet ambition om et spildevandssystem uden overløb. Med investeringen i det store forsinkelsesbassin og i yderligere kapacitetsudvidelse på Sydkystens Renseanlæg kommer vi til at fjerne tre ud af fire overløb til Øresund. Det her er ikke bare et lille skridt i den rigtig retning. Det her er et afgørende og markant skridt i vores langsigtede indsats for minimering af overløb til Øresund", forklarer en glad Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Indsats mod overløb
De to forklaringstanke i forgrunden af billedet her fra Sydkystens Renseanlæg skal erstattes af et 2.800 m3 stort udligningsbassin, der forøger kapaciteten og tilbageholder det opblandede spildevand og regnvand, så det ikke løber ud i Øresund.

En del af masterplanen for Espergærde
I efteråret 2021 præsenterede Forsyning Helsingør en såkaldt Masterplan for spildevand og regnvand i Espergærde med det formål at reducere overløb til Øresund og oversvømmelser på terræn. Masterplanen fortæller, hvordan det gøres bedst muligt – og indeholder blandt andet en investeringsplan i 25 etaper løbende indtil 2060.

Løsningen er i hovedtræk: Mere effektiv forsinkelse af regnvand i kombination med ombygning af renseanlæg. Samt gennemførelse af separatkloakering af både Forsyning Helsingørs ledningsnet og ude hos grundejerne, så regnvand og spildevand fremover løber i hvert sit rør.   

En reduktion på ca. 75 procent af overløbsmængden taler næsten for sig selv. Men hvis vi vil nå helt i mål og samtidig forebygge oversvømmelser i bygningsmassen, så skal separatkloakering indfases løbende.
Allan Bruus, vandchef

”Masterplanen sætter retningen for vores arbejde med at reducere overløb og oversvømmelser. Vi er i gang og finjusterer løbende planen i takt med virkeligheden. Investeringen i forsinkelsesbassinet og kapacitetsudvidelsen på renseanlægget er blandt hjørnestene i de indsatser, som Forsyning Helsingør selv er ansvarlig for. En reduktion på ca. 75 procent af overløbsmængden taler næsten for sig selv. Men hvis vi vil nå helt i mål og samtidig forebygge oversvømmelser i bygningsmassen, så skal separatkloakering indfases løbende”, siger Allan Bruus, vandchef i Forsyning Helsingør.

I 2021 besluttede Helsingør Byråd, at separatkloakering skal være det bærende princip i den kommende spildevandsplan.

Effekten kan opleves i 2024
Anlægsarbejdet med det nye lukkede forsinkelsesbassin ved Hornbækvej/Ny strandvej udføres af entreprenøren Hoffman A/S i forventeligt perioden februar 2023 til april 2024.

Arbejdet med udligningsbassinet på Sydkystens Renseanlæg udføres af Christiansen & Essenbæk (bygge & anlæg) og Lasse Nielsen Stålmontage ApS (maskin-/smedeleverancer) i forventeligt perioden marts 2023 til september 2024.

Når de to projekter er gennemført, forventes overløbsmængderne ved Espergærde at blive reduceret fra ca. 500.000 m3 årligt til ca. 150.000 m3 årligt.