Pilotprojekt i bykernen: Klimatilpasning og ny belægning sendes i udbud

Spildevand

Hestemøllestræde i Helsingør får nyt look, der styrker områdets historiske værdier og udtryk, og som samtidig minimerer risikoen for oversvømmelser.

none

Snart begynder anlægsarbejdet med klimatilpasning og ny belægning i en af Helsingørs ældste og mest bevaringsværdige dele. Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør har i fællesskab sendt projektet i udbud, og går alt som planlagt, forventes arbejdet at kunne starte i første del af juni. Dermed kan borgerne i byen se frem til, at det gamle Hestemøllestræde, der rummer historiske bygninger som Bymuseet, Karmeliterklostret og dele af det gamle Wiibroebyggeri, både bliver klimatilpasset og får ny belægning med granitsten, beplantning, mødesteder og gågadezone med p-pladser.

”Pilotprojektet i Hestemøllestræde er meget vigtigt for byen og dens borgere. Med projektet kan vi vise, hvordan det i praksis kan lade sig gøre både at klimatilpasse og gøre byen mere indbydende og attraktiv i respekt for de åbenlyse historiske værdier. Dermed kan Hestemøllestræde danne eksempel for, hvordan kommunens investeringsplan for bykernen kan føres ud i livet – og samtidig kan vi styrke forbindelsen mellem byen og Kulturhavnen”, siger Christian Holm Donatzky, formand for By-, plan- og miljøudvalget i Helsingør kommune.

Regnvand løber på overfladen
Bykernen er fælleskloakeret område og med de mange gamle bygninger og mange kældre under forretninger, erhverv og boliger, er den et af de områder i kommunen, hvor skaderne vil være størst ved ekstremregn og skybrud som følge af klimaforandringerne. I pilotprojektet i Hestemøllestræde er valgt en klimatilpasningsløsning, hvor regnvandet fra tagene ledes ned på vejen og derfra løber i render på overfladen til hver ende af strædet – og ned i ledningsnettet.

”Ved at holde regnvandet på overfladen har vi valgt en enkel og effektiv klimaløsning i Hestemøllestræde.  Regnvandet bliver forsinket på dets vej mod ledningsnettet, og løsningen vil være med til at minimere risikoen for oversvømmelser i kældre hos forretninger, erhverv og private borgere. Når der nu alligevel skal graves i jorden til ny belægning, har vi af hensyn til borgerne valgt samtidig at benytte lejligheden til at renovere og øge kapaciteten i ledningsnettet under jorden, så fx regn- og spildevand fra området kan ledes mere sikkert væk”, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

I forbindelse med gravearbejdet vil Forsyning Helsingør derfor få udført al nødvendig renovering af alle el-, vand-, spildevands- og fjernvarmeledninger I Hestemøllestræde – samt lægge nye regnvandsledninger i jorden. Dermed er sandsynligheden for, at beboere og erhverv vil blive generet af gravearbejde de næste 10 år mindsket betydeligt.

Skiltning og information
Anlægsarbejdet forventes afsluttet i første del af december 2020. I forbindelse med arbejdet vil der blive opsat skilte med trafikregulering – samt information om projektet.

Den samlede opgave bliver sendt ud som et begrænset udbud, hvor fem udvalgte entreprenører bliver bedt om at byde på opgaven.