Spildevand: En kilde til grøn energi

Spildevand

Forsyning Helsingør bruger slammet i spildevandet til at producere grøn energi.

Renseanlæg helsingør

Når borgerne i Helsingør Kommune trækker ud i toilettet eller tømmer opvaskebaljen, løber spildevandet via kloakken ud til renseanlæggene. I Helsingør Kommune er der tre renseanlæg, og på to af dem bliver borgernes spildevand forvandlet til energi.

Det er på de to renseanlæg i Helsingør og Espergærde, at magien sker. Her bliver spildevandet renset ved hjælp af fx mikroorganismer, og tilbage er mængder af slam, der efterfølgende pumpes ud i de såkaldte rådnetårne. I rådnetårnene bliver det omsat til biogas, som ved hjælp af en gasmotor omdanner det til klimavenlig el og varme.

Udover at vi sørger for, at spildevandet kommer godt væk, så bidrager vi også til et mere klima- og miljøbevidst lokalsamfund ved at bruge ressourcerne i spildevandet til at lave grøn energi.
Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Det giver god mening at udnytte ressourcerne i spildevandet til at producere klimavenlig el og varme. Udover at vi sørger for, at spildevandet kommer godt væk, så bidrager vi også til et mere klima- og miljøbevidst lokalsamfund ved at bruge ressourcerne i spildevandet til at lave grøn energi”, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Så selvforsynende som muligt
Den grønne energi kan renseanlæggene selv bruge og således blive så selvforsynende som muligt. I 2021 kunne 46 procent af elforbruget samt 72 procent af varmeforbruget på renseanlæggene dækkes af egen grøn el- og varmeproduktion. Det er nogenlunde på niveau med året før. Mængderne af energi produceret på de to renseanlæg bliver påvirket at flere forskellige faktorer herunder kvaliteten af slammet, temperaturer i rådnetårnene samt stabiliteten på gasmotoren.


I løbet af 2022 bliver det ikke længere muligt at producere energi fra biogas på Sydkystens Renseanlæg i Espergærde. Dette skyldes, at renseanlægget i øjeblikket er ved at gennemgå en modernisering, som i fremtiden både vil forøge rensekapaciteten og rensetempoet. Herved påvirkes muligheden for at omdanne slam til energi. Den nye proces forventes dog at betyde et mindre samlet energiforbrug.

Vi ønsker i høj grad stadig, at vores renseanlæg i fremtiden kan være små energifabrikker, der kan fremme den grønne omstilling.
Allan Bruus, vandchef

”Moderniseringen er nødvendig, fordi klimaforandringernes mere intense nedbør gør, at renseanlægget skal kunne rense mere – og hurtigere. Vi ønsker i høj grad stadig, at vores renseanlæg i fremtiden kan være små energifabrikker, der kan fremme den grønne omstilling. Derfor arbejder vi også på at koble varmepumper på renseanlæggene for på sigt at kunne producere mere klimavenlig el og varme. Vores mål er stadig at blive så selvforsynende med energi som muligt på renseanlæggene”, siger Allan Bruus, vandchef i Forsyning Helsingør.

Slam fyldt med værdifulde ressourcer
Foruden at bruge ressourcerne i spildevandet til energiproduktion, kan slammet fra spildevandet også bruges som gødning på landbrugsmarkeder, hvor jorden nyder godt af de mange næringsstoffer i slammet. Hvis slammet ikke lever op til kvalitetskravene til brug på markerne, kan det blive komposteret eller brændt og samtidig udnyttet til fjernvarme. På den måde bliver slammet stadig brugt til gavn for klima og miljø.

Der produceres ikke energi på Forsyning Helsingørs tredje renseanlæg i Hornbæk, da anlægget ikke er teknisk udviklet til dette. Dog er der tidligere indført ny teknologi, der har reduceret energiforbruget med 45 procent.